Børnearbejde er kendt og forbudt de fleste steder. Men det foregår alle vegne i fattige lande. Nu vil børnene have anerkendelse, beskyttelse og rettigheder.
Ud af Bolivias ni millioner indbyggere er en million børn og flertallet af dem arbejder. Meget arbejde foregår i hjemmet, på marker eller gemt bort i restauranters baglokaler. Drenge og piger ses arbejde i butikker, kirkegårde, busser, fabrikker, miner, som gadesælgere, og de pudser sko.
Børnene har dannet fagforeninger, for uden anerkendelse af deres arbejde kan de ikke få bedre forhold. Officielt er børnearbejde før 14-års alderen forbudt, og de arbejdende børn siger, at de er jagede og undertrykte på grund af dette forbud.
Børnearbejdere i Bolivia og andre lande går ofte i skole ved siden af deres arbejde, der er med til at holde familiens økonomi kørende. Nogle er økonomiske overhoveder for fattige familier. Både drenge og piger arbejder.
Fagforeninger
I Bolivia har børn organiseret sig i en fagforening kaldet UNATSBO. Den har 15.000 medlemmer. De har skrevet til regeringen for at kræve deres rettigheder på lige fod med voksne arbejdere.
Blandt andet ønsker de lovgivning, der accepterer, at børnearbejde faktisk begynder ved 6-års alderen og ikke ved 14-års alderen, som samfundets regler taler om.
Børnene ønsker beskyttelse imod farligt arbejde og arbejde, der forhindrer børns sundhed og fysisk, mental og sociale udvikling. De vil også have udbetalt minimumslønnen som alle andre i samfundet.
Børn får ofte kun halvdelen af deres voksne kollegers løn og ikke altid de samme redskaber. Et andet problem er, at børn ikke kan få en bankkonto og ofte må aflevere deres indkomst til voksne.
Overalt i Sydamerika er der nu fagforeninger for børnearbejdere. De anslås at have 100.000 medlemmer. Deres arbejde er både på arbejdspladserne og politisk på højeste niveau.
[pagebreak]Økonomiske realiteter
I en serie radioprogrammer på engelsk produceret af Jean Friedman-Rudovsky på den amerikanske radiostation WBEZ91,5 i Chicago bliver en overraskende virkelighed afdækket.
I modsætning til den almindelige opfattelse af børnearbejde ser disse børn ikke deres situation som dårlig. De ønsker at arbejde og danner fagforeninger for deres egen fordel. De hader medynk og opfattes på lige fod med illegale indvandrere.
Fagforeningerne skal skaffe dem beskyttelse og basale rettigheder fra myndighederne, ligesom de vil have respekt på arbejdsmarkedet. Børn bliver ofte generet eller får tæv af de voksne, men de har lært at tilpasse sig og beskytte sig selv.
De børn, der deltager i radioprogrammerne, er selvstændige. og de skal gå i skole for at kunne være med i fagforeningen. Børnene styrer deres egne møder, har strenge regler, som de lever op til. Der er bøder for at komme for sent eller ikke deltage i workshops.
Uløseligt problem
Internationale organisationer som FNs arbejdsorganisation ILO og de fleste lande er imod børnearbejde. Derfor kan man ikke legalisere det ved at give efter for børnenes krav. De unge arbejdere lever i et juridisk sort hul. Piger er især udsatte.
Børnene fremhæver, at de naturligvis helst ville være fri for at arbejde, men virkeligheden er, at de bliver nødt til at arbejde. Man kriminaliserer dem, fordi de arbejder for at støtte deres familier. Som en siger i radioprogrammet, så ”skulle man først udrydde fattigdom.”
Børnenes fagforeningerne er ikke imod forbud. De vil ikke acceptere børn i minerne eller at de udfører arbejde, der er farligt. I minebyen Potosi anslås 1.000 børn at arbejde i minerne, skriver Foreign Policy sidste år.
Radioprogrammet dokumenter, at det hovedsagelig er pigerne, der styrer det organisatoriske arbejde. Resultater er der opnået. Efter en større demonstration lykkedes det dem at ændre teksten i Bolivia nye grundlov, så børnearbejde ikke er forbudt – kun udnyttelse af børn. Nu vil de have lovgivning, der matcher.
Kilde Globalvoicesonline.org