Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
VERDEN ER AF LAVE, og overbefolkningen af dun- og bobleplastindpakkede journalister og verdensfjerne politikere i henholdsvis den overvågende og lovgivende del af magten, kan intet gøre ved det. De aner ikke, hvad de laver.
Derfor er de en trussel mod den danske velfærdsmodel, opgøret med fattigdommen, hånen mod de svageste, uddannelse til alle, stemmeret til fattige og til kvinder, afskeden med almisser i bytte for krav på hjælp i nøden. Det er alt sammen noget, vi kan takke især to politiske partier for: Venstre og Socialdemokratiet.
FØR SOCIALDEMOKRATIET for alvor fik politisk magt, var det Venstres I.C. (J.C. Christensen) der stod for reformerne … for det der senere skulle forme vores samfund op gennem fire femtedele af det 20. århundrede.
Venstre kæmpede for bønderne, og Socialdemokratiet reelt for de landarbejdere, husmænd og bønder, der var søgt mod byen og industrien. Fælles for begge partier var de ringe levevilkår, der berigede godsejere og storbønder.
Europa var præget af sabelraslen fra de undertrykte. I Tyskland, Sverige, England, Rusland og bredte uroen sig. I Danmark var det Venstre og arbejderbevægelsen med socialdemokraterne i front, som hørte den fjerne larm, og fik gjort noget ved det, inden der kom et klasseoprør.
LO-formanden Thomas Nielsen sagde i sin afskedstale at ”vi har sejret ad helvede til". Vi sejrede så meget, at vi glemte, hvor vi kom fra. Vi blev grådige som de mest pengepugende kapitalister og vi fandt samfundsgrupper vi kunne træde under fode, pege fingre ad og håne … lidet anede vi, at vi gravede vores egen grav.
POLITIKERNE STAK ET KÆMPE SUGERØR ned i statskassen, så de kunne finansiere sig selv og deres partier. De gav medierne adgang til statskassen, og de begyndte at optræde som pauseklovne i talkshows, quizzer og afdansningsballer på tv. De opgav at have ismer, kunne ikke finde nogen ideologi at kæmpe for, og opgav at bevare, det vi havde, fordi de ikke havde historie nok til at vide, at det var hårdt tilkæmpede goder, og de var grunden til, at samfundet var båret videre. De mistede respekten for værdier, som ulydige hunde, der får godbidder, hver gang de gør noget forkert.
I dag sidder vi med en statsminister, der ikke kender til livets besværligheder. Han kom til fadet som teenager. Hans direkte rival til posten er en forvokset gymnasiepige, der kun kender livet som en lang række paroler og floskler. Begge omgiver sig med folk, der hverken kan eller vil forstå det samfund de bestrider.
Men er det så deres skyld det hele? Politikerne og medierne?
SVARET ER ET RUNGENDE NEJ. Naturligvis er de ansvarlige, men ingen kan forlange, at andre yder over evne, og derfor må vore krav til landets ledende politikere ikke være for høje. Vi kan og skal forsøge at lære dem mere, men vi kan kun presse dem til grænsen, og den er hurtigt nået.
Medierne og journalisterne? Er det deres skyld?
Nej og jo. Til en vis grad. Danske mediehuse har haft overordentlig svært ved at klare de moderne tider, og stort set ingen fandt ud af, at slutfirsernes nedgang ikke var noget forbigående, men noget der ville rulle hurtigere og hurtigere, med mindre kvalitet satte en stopper for det. Desværre var det ikke verdens mest lysende hoveder, der sad i bestyrelseslokalerne. Derfor greb de sparekniven og skar al kvalitet væk. Ud med dyre journalister og fotografer, ind med Ritzau. Væk med pen og papir og ind med saks og lim.
Med få undtagelser skal vi ikke regne med hjælp fra medierne, der synes at savne evne og vilje til at kravle ud af underholdningsræsets dødedans, fanget som en stædig Thor i brydekamp mod Elle.
DEN STORE VERDEN er langt hen præget af det samme som vores egen lille andedam, og vi (folket – os- borgene) må rejse os og sige nej. Nej til mere pjat, nej til dårlig ledelse, nej til misinformation og had. Det er os, der har magten, og det vil det altid være. Intet tyranni har overlevet folket, men denne gang skal det stoppes, inden det går helt galt. Vi skal sadle om, mens vi kan nå det.
I dag har regeringen/folketinget ændret ”uddannelsesreformen”, på grund af det eneste de forstår … populisme. Altså, er vi mange nok til at kræve, kommer ændringerne hurtigere end man kan sige ”valg”.
DER ER NOK AT TAGE FAT PÅ. Skolegang og uddannelse skal ændres radikalt. Syge, svage og hjælpeløse skal hjælpes ufortrødent. Pensionister skal have et værdigt efterår. Arbejdsmarkedet skal reformeres og arbejdstiden nedsættes, så alle kan komme i arbejde, og alle have fri og færre slides ned. Grundloven skal laves om. Militærtanken skal gennemtænkes og revurderes. Kommunesammenlægninger opløses. Politiet tilbage i byerne og på gaderne. Religion adskilles helt fra staten … og meget, meget mere.
Det hele ligger i dine og mine hænder, og hvis vi ikke handler, inden de underkvalificerede fører os ud i endnu en storkrig og et sammenbrud, der ender i borgerkrig, så kommer det om ikke ret længe. Scenen er sat. Vil du blive ved med at se på, eller vil du handle. Vil du sige: STOP?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.