Dette er en klumme og udtryk for skribentens holdning
Jeg satte mig helt frivilligt og uden andet end kedsomhed som drivkaft til at klikke ind på noget tv, jeg på forhånd vidste var noget, jeg burde holde mig fra. Heldigvis fik jeg ikke alene alle mine fordomme bekræftet til overflod, men jeg fik lidt mere at have i sækken, næste gang en eller anden blankhjernet programdirektør sætter sig for at lave ”reality-tv”.
Reality, der er et engelsk ord for virkelighed, betyder i dag, at der er en fortænkt illustration af noget, der er så langt fra virkeligheden som muligt. Håber jeg. Jeg klikkede ind på "Cici og Deedee - dollars i Dubai" eller Dizzy og Me-me, to piger eller måske endda unge kvinder, hvoraf den ene vist kæmper for at komme ud af fattigdom og den anden kæmper for at formøble fars formue. De to piger er flyttet til Dubai, hvor det største problem, man møder som rig vestlig senteenager er ventetiden på den næste elevator.
Dansk tv udmærker sig ved at være endnu mere tomhjernet, idiotisk og barnligt selvsmagende end Monty Python fremstillede for mere end 50 år siden. Den gruopvækkende række af elendigheder står i kø, og så er det lige meget, om det er to konkurrerende kanalers kamp om at sende ”Til Middag Hos…”, hvor kendiskravet er så lavt, at selv bloggere fremstår som kendte. Vi kan se ”diamantpiger” eller hvad de hedder, og det har jeg altså endnu ikke haft modet til at tænde for, men jeg har set plastikfamilien nok i andre sammenhænge, hvor den optræder med et tydeligvis uendeligt lager af ligegyldigheder.
Forsidefruer er et andet show, der viser, hvad plastikkirurgi kan udrette i dag, og da kirurgernes kærlighed til penge er tydeligt større end kærligheden til æstetik er mulighederne legio. Det samme gælder for ”reality shows”, her er kilden uudtømmelig, når der skal findes nye nyttige idioter, der går rundt og spiller en urealistisk version af sig selv for rullende kamera.
Filthy rich
Til gengæld står det rigtig svagt til på redaktionsgangene, hvor der åbenbart kun er en eneste idé og det er en de har fået fra England. Så bliver den kaldt lidt forskelligt og med jævne mellemrum fremstillet som noget nyt. Sagesløse seere bliver så belemret med kendisser fra det SE og HØR vist kalder D-listen, og de laver lidt forskelligt; Danser, laver middag, tager på Victors eller henter penge hjemme hos far.
Nå, tilbage til Dizzy og Me-me. Jeg må erkende, at jeg faktisk ikke så første afsnit færdigt. Jeg nåede til, at de to iværksætterkvinder stod i ørkenen uden for Dubai og ventede på en kamel, og fordrev tiden med at pudse en Maserati, som de opdagede var blevet støvet af at køre gennem en ørken. Så gik de i gang med på deres kendisengelsk at fortælle om, hele deres projekt var i farezonen på grund af manglende kamel. Jeg kunne allerede komme i tanker om mange mange flere ting som bragte projektet i farezonen. Eksempelvis kvindernes evne til at planlægge eller deres kendskab til produktion af reklamefilm. Filmen kører uendeligt lang i baggrunden på firmaets hjemmeside, som næppe har trafik, hvoraf man kan udlede at der ikke er mange ”carpreneurs” i Dubai om omegn.
Jeg nåede at finde ud af, hvordan de havde tænkte sig at blive ”filthy rich” i Dubai, og det ville de ved at lave et biludlejningsfirma! Jeg lader billedet stå et øjeblik, og vender blikket mod TV 2. Det viser sig nemlig at TV 2 er storleverandører af 100% ukritisk videreformidling af absolut selvovervurdering fra den unge kvindes side.
Den rigeste af de to er app-udvikler og har tjent en formue på at investere i bitcoins, men hvordan får en 16-årig penge til at investere i bitcoins, vel at mærke en teenager med ”rockstar ambitions” og ”fucking drive to be a billionaire”? Alt skal jo begynde et sted, og med en lige så grundig research som TV 2's vil jeg sige, at denne kvinde, denne ”selfmade investor” og ”upcoming filthy rich”, nok er startet med at bruge fars penge.
Nu kan det godt virke som om, jeg er efter den stakkels drømmer, som er i fuld gang med at brænde fars penge af på idiotiske ideer. Hun kunne lige så godt have fundet på at sælge sand fra en bod lige uden for Dubai, ”fordi nobody is doing it, og der er sand all over, for Gods sake”.
Angloamerikansk kultur
Jeg må erkende, at jeg er en af dem, som har svært ved at tage gode parodier for det de er, så jeg tror ofte at noget der faktisk er parodi (mockumentary) er ”reality tv”. Det gælder den originale udgave af "The Office", hvor jeg troede, at David Brent var virkelig, og det gjaldt for ”P.I.S.” (Politiets Indsatsstyrke), som jeg tog alvorligt. Nu sidder jeg og bliver i tvivl. Er det en parodi, jeg har set?
Skylden er ikke de ”stakler”, der i en håbløs jagt på substitutter for kærlighed og accept stiller op til den slags spildevandsudledning fra tv-stationerne. Det er og bliver tv-stationerne, der må bære ansvaret, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om nogen politiker overhovedet havde tænkt så langt, da de var ved at komme i bukserne over, at Venstre fik deres egen TV-kanal, eller om idiotien og fordummelsen trods alt også kom bag på dem.
Er det fordi, det er billigere at producere lort i metermål end kvalitet, eller er det bare fordi angloamerikansk kultur har overtaget alt, at vi ikke har producenter og redaktører, som kan levere noget selvstændigt?
PS, det er meget svært. Som i stort set umuligt, at finde noget som helst de to kvinder har haft succes med, og i stedet for at gøre villige tosser til ungdommens helte og gøre Spejlsalen i Tivoli (ja, jeg ER gammel) til en refleksion af virkeligheden, kunne man nøjes med at vise virkeligheden for de der bestod, og de der faldt.
En ting er at TV-stationerne laver hjernedødt lort, men de bygger de på åbenlys løgn er sgu et alvorligt problem. De to pigers biludlejning i Dubai glimrer ved ikke at nogen biler til udlejning. Det er reality!
Johnny Larsen er freelancejournalist og enlig far til cyklende stortalent. Foto: Privat