Nicolai Bentsen er scenetekniker og fællestilidsmand for 3F ´erne på Det Kongelige Teater. Han er født på vestegnen - helt nøjagtigt i Rødovre, men har boet det meste af sit liv i København.
Nicolai Bentsen er far til et barn med autisme, og én til der er lige så unormal som alle andre. Han skriver om fællesskaber og fortællinger mellem mennesker. På arbejdspladser og på fodboldstadions, men aldrig ud fra fokusgrupper. Der vil både være indlæg præget af håbløs nostalgi, samt nye udviklinger og tendenser så længe, at disse foregår i øjenhøjde. Samfundsforhold, overenskomstforhold og alle livets besværlige forhold.
JEG DELTOG i det historiske tillidsmandstopmøde i Fredericia, sammen med mere end 10.000 andre!
Bussen kørte fra min 3F-afdeling lidt over seks om morgenen. Vores kvindelige faglige sekretær ridsede kort dagens program op, og annoncerede til en vis tilfredshed, at der var sørget for lidt øl til busturen, men KUN på vej hjem. De 3 DJØF'ere, som havde fået lov til at køre med os, studsede lidt over den information. De kunne selvfølgelig heller ikke vide, at et forbud mod håndbajere på udturen, ville være lige så uhørt i denne del af fagbevægelsen for 20 år siden som kvindelige faglige sekretærer. Heldigvis bliver nogle ting bedre, som tiden går.
DER HERSKEDE EN FREMRAGENDE og kollegial stemning på vej mod Jylland mellem os tillidsfolk fra 3F København.
Vi tilhører et lidt andet hjørne af velfærdsstaten end de traditionelle kernetropper. Vi er ikke de varme, nærmere de kolde hænder. Vi er håndværkere og driftsfolk. Arbejder med opstilling, klargøring og oprydning. I kulturhuse, på museer og uddannelsesinstitutioner, samt ved kommunens faciliteter. Vi er her også!
Jo nærmere vi kommer messehallerne i Fredericia, jo mere minder opløbet om et større sportsevent.
Man kan måske direkte tale om håndboldkamp-stemning? Busser lander oveni hinanden, mens forventingsfulde flokke af skæbnefællesskaber og interesser møver sig mod indgangen. Her blev vi modtaget af en flok stormilende damer i ens T-shirts, bevæbnet med klappepølser, eller jydevuvuzelaer, som vi kalder dem på vores side af bælterne ...
DER ER I DET HELE taget meget ensartet forskellighed, når 180 fagforeninger deltager. Det synes næsten som om, at alle har vedtaget deres egen dresscode. Politiet er i ens blå T-shirts, sygeplejerskerne i røde. Lærerne har fået lavet nogle nye hvide med det påtrykte slogan ”En løsning for alle”. Dem fra FOA har både sorte T-shirts og gule veste. Vi var naturligvis iført 3F's berømte orange ditto. Kendt fra mangen en blokade og konflikt. De er markante og opsigtsvækkende, men kan ikke bruges til at komme gratis ind på Roskilde-festivalen ... jeg har prøvet.
Kreativiteten vil ingen ende tage hvad angår tilbehør. Hverdagens superhelte fra LFS, er stadig iført deres røde kapper, og seneste mode blandt pædagogerne, er tilsyneladende pink huer!
Flere af hærens konstabler var mødt stolt op i fuld uniform, og deltog således i arbejdstøj. Mit gæt er, at det samme gjorde sig gældende for akademikerne ...
Der blev ikke hentet modepriser hjem denne eftermiddag. Og fagbevægelsens tøjdesignere skal nok ikke kvitte dagjobbet foreløbigt. Til gengæld blev der sendt et umiskendeligt signal om, at hele den offentlige sektor var til stede. I al sin mangfoldighed.
Udklædning er sekundært. Det var den fælles fornemmelse ikke. Den var udtalt. Følelsen af at blive kørt over. Oplevelsen af, at personalet i den offentlige sektor ikke længere er nogle vi samarbejder med, men nogle man skal henover, udenom eller igennem. Manglen på faglig anderkendelse stod centralt, hvad enten man passer børn, uddanner unge, formidler kultur eller yder borgerservice.
EN FORFRISKENDE lille del af programmet, var en paneldebat mellem chefforhandlerne. De virkede skarpe, og det historiske sammenhold på tværs af faggrupperne blev signaleret med en kraft, jeg ikke har set før. Det er også længe siden jeg har oplevet en så stærk samklang mellem fagtoppen og tillidsfolkene på gulvet. I ny og næ, har man ellers godt kunne få den mistanke, at man mest synes hinanden er til besvær. Men ikke nu. Og slet ikke den dag i Fredericia. Her var det skulder ved skulder!
Jeg var selv én af de få tillidsfolk, som var blevet inviteret til at holde en kort tale. Foran 10.000 mennesker. Det har jeg aldrig prøvet før. Fuck, jeg var nervøs. Vi skal tilbage til regningen for nogle af mine mest prægtige branderter for at finde samme mandolinfeber i håndleddene. Mit talepapir blafrede, som blæste der en orkan i hallen.
Jeg fik dog fremstammet mit budskab. At vi vinder denne overenskomstforhandling, hvis vi vinder folkestemningen. Vi skal være flere, vi skal være synlige og vi skal øge presset på arbejdsgivernes forhandlere. Kommer det til konflikt, skal vi have mobiliseret kollegaerne og skabt sympati blandt danskerne i en sådan grad, at et regeringsindgreb er politisk selvmord.
NOGET TYDER PÅ, at det allerede står ret godt til med opbakningen. Alle målinger har frem til nu vist, at danskernes sympati helt klokkeklart er hos lønmodtagerne. En dugfrisk wilkemåling for avisen.dk tilkendegav endda, at 66 % af danskerne har den opfattelse, at der er råd til at give ”mærkbare” lønstigninger til de offentligt ansatte.
Det var et opsigtsvækkende rygstød, og samtidigt en opbakning som alle tillidsfolkene tog med hjem fra topmødet. Fornyet af energi, og med en oplevelse af historisk sammenhold aftalte vi, at der nu skal arbejdes benhårdt på at presse arbejdsgiverne til forhandlingsløsning, så vi undgår en tåbelig og dybt skadelig konflikt. Men vælger de den udgang af forligsinstitutionen, står vi klar til at tage imod dem med et brag. Og hvis der stadig findes politiske partier på Christiansborg, som er klar til at misse, hvad denne arbejdskamp egentlig handler om, nemlig udviklingen i den offentlige sektor, er mit bedste bud, at man formentlig også misser magten ved næste folketingsvalg.
FREDERICIA VAR HISTORISK. Men man har heller ikke ligget på den lade side i hovedstaden. Her kom det frem, at moderniseringsstyrelsen tidligere i marts har indgået en rammeaftale om levering af konsulentbistand. I alt har man hyret 9 konsulenthuse, naturligvis med de gamle bonkammerater fra McKinsey i spidsen. En managementaftale om effektivisering af ressourceanvendelser. Jeg har selv i min tid som fællestillidsmand, skullet forholde mig til en hel del rapporter fra disse ”huse” om min egen arbejdsplads.
Det er lige før, at det ville være lettere, at kalde tv-programmet ”besat af en badboy” for god public service, og de fleste lokale ledelser, som udsættes for dette rapportcirkus og konsulentangreb, har mere end svært ved at tage det alvorligt. Jøsses en deal.
Jeg har et helt gratis råd til moderniseringsstyrelsen. Prøv at spørg medarbejderne i stedet for. Og prøv at indgå en aftale med de ansattes organisationer. I kan passende starte i forligsinstitutionen!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.