Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
DER VAR ENGANG ET LILLE LAND, hvor ingen manglede noget, og alle havde det trygt og godt.
De var tykke og tynde, stærke og svage, akademikere og håndværkere, rige og ingen fattige.
Alle passede hver især deres daglige dont, og hver aften når de sad med bordet glædede de sig over, hvor godt alle havde det.
MEN SÅ EN DAG KOM EN KRONHJORT til landet. Mange syntes den var så stor og fin og flot, og derfor klappede de, hver gang den rejste hovedet og brølede. Ja, alle var så imponerede af geviret og det dybe brøl, at kun de færreste nåede at se, at kronhjorten langsom åd al græsset, alle de nye skud, alle blomsterne og at den skrabede med sine hove, så fundamentet begyndte at krakelere.
Sammen med kronhjorten kom der en lille underlig nisse, der kastede om sig med guld, som alle kunne plukke op fra jorden. Alle følte sig endnu mere glade end de var i forvejen, og de samlede guldet op og ville gemme det til der blev brug for de i dårlige år. Men så brølede kronhjorten højt frygtindgydende, og den lille underlige nisse sparkede og græd hjerteskærende. For han ville, at de alle sammen skulle bruge guldet fluks med det samme og temmelig straks.
Det glade, trygge lille lands gav de efter, og begyndte at bruge nissens guld. Der blev bygget slotte, købt skibe og flotte kareter, men ak en dag viste det sig, at nissens guld ikke var andet end narreguld. Alle de før så glade mennesker skyldte nu alt hvad de ejede og mere endnu til de grumme købmænd, der boede i et fjernt land i paladser af guld og elfenben. Aldrig havde de lykkelige menneske været så fattige, og aldrig havde landet været så udpint. Husene væltede under presset fra de store udbygninger, og fundamenterne gav efter. Den ene bygning efter den anden faldt sammen.
KUN NOGLE FÅ NÅEDE AT redde stumperne, og det var faktisk dem der havde nøglen til lageret med det ægte guld. Men da folket kom for at bede om deres ægte guld, som jo netop skulle bruges i trange tide, var der ingen hjemme. Forvalterne var rejst til de varme lande, og de var kommet til at tage alt guldet med sig.
Nu blev folk vrede på nissen, der havde narret dem. De blev så vrede, at de glemte alt om kronhjorten, der tyk og mæt søgte ind i skoven for at vente på, at roen igen faldt over landet.
Nissen, som havde fået lov at flytte ind i landets mest fornemme hus, skyndte sig at give nøglerne til en tyk lille trold, der havde gået og skovlet hestepærer i smedens stald, og trolden forsøgte at mane til ro. Det var dog forgæves, så trolden måtte også tage flugten og gemme sig i skoven. Den gamle nisse gemte sig hos købmændene, hvor han fik lov til at låne overgeneralkrigssergentkommendørens flotte kasket, som han kunne pynte sig med og lege kejser, indtil alle havde glemt alt om hans narreværk.
SÅ FLYTTEDE EN YNDIG LILLE FE til landet. Hun blev vartet op af to onde feer og en lille mus, som troede han var en elefant, og de lovede at genopbygge alle fundamenter med lidt hyggelig trolddom. Det tog dog ikke lang tid, før folket indså, at de igen var blevet narret, og at deres arbejde var forgæves. Derfor gik de samlet hen til den yndige fe, som straks pegede på de onde feer og sagde, at det var deres skyld. Den ene fe skyndte sig hen til de varme lande, og den anden onde fe, sagde, at hun var så glad for at være blevet befriet, at hun ville gøre alt for at få landet rigt, godt, dejligt og frodigt igen. Men så nemme var folk ikke at narre.
En dag kom kronhjorten tilbage, og på ryggen af den sad den lille trold, som havde fået en fin nissehue og en hyggeligt lysende rød næse. Han bad om lov til at komme ind, og en af de mest bitre mennesker i det ellers så lykkelige land sprang ned fra sin mors arme og trampede i gulvet og sagde, at han godt vidste, hvem der var skyld i al dårligdom… og de var alle dem, der boede uden for landet. Det hele var deres skyld.
Det fik folk til tavs at undre sig, mens trolden i nissehuen satte gang i sit narreværk. Han lovede alle guld og grønne skove, hvis bare man kunne lade være med at beklage sig. Mens han talte spiste kronhjorten alt det forråd, der var tilbage, og geviret ødelagde vægge, døre, vinduer og fundamentet, og den lille vrede dreng kom sammen med sin mor og en masse andre vrede og slog brædder for alle vinduer og døre for at holde skovfolket fra at komme ind. De var så ihærdige at mange gamle, syge og børn ikke kom ud af husene i tide, så de måtte blive inde i mørket og sulte og fryse. Det opdagede folk og ville gøre noget…
MEN SÅ KOM EN LILLE KÆK DRENG kørende i en Audi, og på bagsædet sad en dreng og kastede med sten, som ramte her og der, men fordi hver eneste sten var kastet med et smil, var der ingen som klagede. Alle kiggede på dem og audidrengene lovede at alle kunne få sådan en fin bil og en stor pose sten… og de troede alle på. Alle blev glade og lukkede øjnene og drømte sig til varme og hygge og fællesskab, men om morgenen kom vægteren forbi og fandt dem alle sidde frosset til døde og omkring dem lå de afbrændte svovlstikker.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.