Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
EN KVINDE VAR med sin mand til kontrol af hans arm på hospitalet. Han havde dog udviklet så store komplikationer til sin hjertesygdom, at han knap kunne bevæge sig, endsige trække vejret. Personalet foreslog dem, at de skulle kigge ned i hjerteafdelingen, men foranstaltede ingenting. Den ældre kvinde måtte selv slæbe ham derned, ligesom hun dér, på trods af, at lægen godt kunne se at noget var galt, selv måtte køre ham rundt til alskens undersøgelser, inden han blev formelt indlagt og fik tappet adskillige liter væske fra lungerne, der forhindrede ham i at trække vejret ordentligt. Forud for dette, skal man forstå, ligger et langt sygeforløb og andre indlæggelser, der naturligvis har efterladt hustruen med et stort ansvar og et forandret liv.
JEG SYNES, DET ER I ORDEN at bruge de pårørendes ressourcer, men når jeg hører, at vi sender ambulancer til forstuvede storetæer, så kan jeg undre mig.
I det her højtspecialiserede sundhedsvæsen kan det for borgerne være ret svært at få hjælp, især hvis deres problemer hører under forskellige specialer. De står med en masse muligheder, men oplever at møde lukkede døre. Jeg har en fornemmelse af, at det sted, hvor han skulle ha' tjekket sin arm, er blevet så optaget af deres egne ”snævre produktion” at det at kigge ud over egen næsetip og se hele patienten, ville risikere at ødelægge deres tidsplan. Jeg kan ikke lade være med at tænke på sætningen: ”Vi reddede patientens arm. Desværre døde patienten”.
Det er sket med specialiseringen og med travlheden. Det er også sket med det evige fokus på aktivitet, og hvad man som hospital bliver betalt for. Hovedfokus i en dårlig økonomi, hvor man konstant er bange for nedskæringer, risikerer derfor hurtigt at blive, hvad hospitalet kan blive betalt for og ikke hvad patienten har brug for. Hastigheden hvormed patienterne udskrives er naturligvis medvirkende til, at der stilles store krav til information til patient og pårørende, såvel som andre samarbejdspartnere.
SOM TIDLIGERE HOSPITALSANSAT kan jeg bevidne, at på trods af det store arbejde man udfører, så er det ofte uden sammenhæng med patienternes liv og med de praktiske udfordringer, de har.
Blandt andet derfor er jeg meget positiv overfor at styrke niveauet mellem hospital og kommune. Kommunerne har opbygget 98 forskellige modeller, uden lægeopbakning og uden tilstrækkelig kompetence og kvalitet til selv at løfte opgaven med at tage imod patienter med stadig mere komplicerede sygdomme og forløb. Regionerne på den anden side har skabt store, fjerne og højt specialiserede hospitaler, hvor patienterne udskrives hurtigt.
KOMMUNERNE BURDE gå sammen og skabe noget sammen – i et samarbejde med regionerne, så specialisterne og lægerne er til rådighed, og det bliver stort nok til at holde faglighed og kvalitet ved lige. Vi skal ikke flytte operationer ud i disse kombinerede kommune/region-sundhedshuse, men i stedet samle akut-sygepleje, hjemmesygepleje, læger og ambulatorier for kronikere. Det er også her at kommunernes akutpladser kan være, for her vil der modsat kommunernes akuttilbud faktisk være læge-tilsyn. Det, vi nu er endt med, er ganske enkelt diskriminerende overfor de ældre.
Jeg tror at parret, jeg omtalte først, ville ha' oplevet sig bedre hjulpet sådan et sted end de gjorde på hospitalet.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.