Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: De mest syge bør sikres førtidspension
DER HAR efterhånden vist sig et mere og mere tydeligt billede af den reform, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) gennemførte med et bredt flertal af Folketingets partier i 2012 af førtidspensions- og fleksjobordningen. Jo mere af billedet og af konsekvenserne, vi har fået at se, mens posten som beskæftigelsesminister har skiftet to gange, desto mere kynisk må man konkludere, at forligspartiernes og kommunernes behandling af de mest syge borgere har vist sig at være. 
 
Det er allerede blevet belyst, at reformen har beskåret muligheden for at få førtidspension kraftigt. Tal fra STAR viser en ændring fra 14.450 tilkendte pensioner i 2012 til 5.768 pensioner i 2013, 6.187 pensioner i 2014 og 6.386 pensioner i 2015. Altså rundt regnet et fald på 8.500 tilkendelser af førtidspension årligt fra før reformen. Flere kommuner har endog reduceret pensionstilkendelsen med op til 90 procent i perioden 2011-2014. 
 
Men hvad er der egentlig blevet af alle de syge, som ikke får tilkendt førtidspension? 
 
De seneste par dage har billedet af reformen fået tilføjet flere væsentlige og desværre ret brogede detaljer. 
 
DET ER blandt andet Nordjyske Stiftstidende, som har kastet nyt lys over den. De har tidligere dokumenteret helbredsskadelige ressourceforløb og givet eksempler på nogle af de uværdige sagsforløb, som nogle af de syge borgere har været påført. Nu har Nordjyske opgjort den direkte jobeffekt af reformen, som er kommet ud af de mange ressourceforløb tre år efter ikrafttrædelsen af reformen, omregnet fra fleksjobtimer til fuldtidsstillinger. Ud af 18.591 ressourceforløb er der kun skabt, hvad der svarer til 130 fuldtidsstillinger. Det svarer til en skønnet udgift på cirka 5,2 millioner kroner per skabt fuldtidsjob!
 
Jobeffekten af at presse borgere ud i ressourceforløb frem for at tilkende dem førtidspension allerede i første omgang er jo mildest talt ret beskeden, og den økonomiske pris er meget høj. For ikke at tale om den lidelsens og uværdighedens pris, som mange af disse borgere betaler ved at henslæbe sig i påbudte aktiviteter, som de kun med nød og næppe kan magte. Nogle af dem har tunge lægeattester fra speciallæger, som kommuner underkender. 
 
Det står da også klart, at det heller ikke er borgerne, der har ønsket og iværksat den reform. Det har været en politisk ide, at meget syge mennesker i virkeligheden ikke var så syge endda, og at man godt kunne beskære forsørgelsesmulighederne ved at presse dem ud i lange forløb med arbejdsprøvninger og andet, som man har fyldt i kategorien ressourceforløb. Da reformen blev gennemført af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, hed det sig, at man gjorde sådan for at "hjælpe" borgerne til et bedre liv og "sikre" dem, at de ikke skulle blive "parkeret på perronen". Den egentlige dagsorden var dog, at man ikke ville betale for førtidspension til alle dem, der var helt uden arbejdsevne, fordi man ville spare betydelige summer på det nederste sikkerhedsnet i velfærdssystemet. Parkeringer har der så været mange af alligevel, bare ikke lige på førtidspension.
 
MEN NU er sandhedens time kommet, og den indlysende konklusion er gjort, som mange høringsparter fra handicaporganisationer og patientforeninger allerede fremkom med under høringerne i lovprocessen i 2012: Man kan ikke få megen arbejdskraft ud af meget syge borgere, uanset hvor mange år man holder dem hen på kontanthjælp eller i ressourceforløb. Især ikke, fordi ressourceforløbene viste sig at være ikke en tidlig indsats, men en indsats på et tidspunkt, hvor alting allerede er prøvet af (som Jesper Tynell også kunne fastslå i P1 Orientering allerede i 2012). Dybest set er reformen udtryk for, at man har skåret på ydelserne og flyttet pengene over på sagsbehandling og andre aktiviteter. I alle andre sammenhænge ville den slags misforhold mellem udgift og indtægt blive betragtet som galimatias; som noget fuldstændigt meningsløst. Dertil kommer naturligvis den lidelse, samfundet derved påfører i forvejen meget syge borgere. 
 
Derudover har Nordjyske fortalt, at 200 personer er faldet helt ud af systemet og nu ingen forsørgelse får, selvom de stadig er syge. Og mindst 65 borgere er afgået ved døden i den tidsperiode, hvor de har været placeret i ressourceforløb! 
 
At der ligefrem er afgået så mange borgere ved døden under deres tid i ressourceforløb, siger noget om tyngden og alvoren af de sygdomme, som får mennesker til at søge systemets hjælp i disse år. Det synes meget uværdigt, at så syge mennesker skal henslæbe deres sidste år og dage under kommunens arbejdsprøvninger og diverse andre tiltag. Især hvor der allerede foreligger massive lægeerklæringer på, at de pågældende personer er helt uden arbejdsevne og ikke tåler at blive presset yderligere. Skal der virkelig ikke være en nedre grænse for, hvor syge borgere samfundet fra politisk hold og fra forvaltningens side kan få lov til at holde hen i diverse aktiviteter uden at tilkende dem førtidspension? Jeg synes, der bør være en bundlinje, hvor borgere med tilstrækkelig alvorlig grad af sygdom og en ubetydelig arbejdsevne skal sikres ret til førtidspension og dermed fred og ro til "bare" at være syge.
 
Også Avisen.dk har suppleret billedet af reformens konsekvenser. De har med udgangspunkt i en undersøgelse, som 3F har udarbejdet for dem, dokumenteret, at den gennemsnitlige tid, det tager for en borger at få sin sag behandlet, er øget fra to et halvt år til tre år og fire måneder. Herudover befinder nogen borgere sig endnu længere tid i det kommunale system end dette, blandt andet som følge af den lovgivning, som indførte reglen om ressourceforløb i op til to gange fem år. Og der kan tilkomme fornyet sagsbehandlingstid, hver gang en sag skal genvurderes, fordi borgerens helbred og arbejdsevne bliver yderligere forværret. Det er lang tid for syge mennesker at befinde sig i venteposition med utryghed og usikkerhed omkring forsørgelsen. Det er uværdigt og gør ikke ligefrem belastningerne ved alvorlig sygdom mindre. 
 
DET VAR ønskeligt, om den nuværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og aftalepartierne (S, R, SF, V, K og LA) ville tage det ansvar på sig at rette op på de mest urimelige dele af reformen. Det var ønskeligt, om de ville sikre, at borgere med en åbenlyst ubetydelig arbejdsevne kan få ret til en førtidspension uden at skulle pines og plages i årevis. 
 
De kunne begynde med at tage godt imod det beslutningsforslag, som beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) har fremsat om at tidsbegrænse sagsbehandlingstiden til maksimalt to år for at gøre den mere rimelig og overskuelig. For at muliggøre en kortere sagsbehandling, skal der muligvis også tilføres kommunerne større beløb til budgettet. 
 
Derudover må vi fortsat opfordre beskæftigelsesministeren og forligspartierne til at indskærpe over for kommunerne, at der findes åbenlyse sager, hvor borgerne ikke skal i ressourceforløb, men skal have tilkendt førtidspension allerede i første omgang. Måske skulle bundlinjen for førtidspension også hæves, så man igen kunne få førtidspension ved en arbejdsevneforringelse som før reformen på cirka en tredjedel? 
 
DET ER forligspartiernes ansvar at sikre, at syge borgere i åbenlyse sager med lægefaglig dokumentation også får deres ret, og at de får den så tidligt så muligt. Også det skal regeringen sikre ved for det første at sørge for tilstrækkelige midler til kommunernes budgetter til førtidspension, så økonomien ikke skal være det, der får kommuner til at afslå førtidspension til dem, der faktisk behøver den.
 
Førtidspension og fleksjob bør, ligesom sygedagpenge og kontanthjælp, blive betragtet som kernevelfærd. Uden et værdigt sikkerhedsnet under de syge er det meningsløst at tale om "velfærd". Det er nu, beskæftigelsesministeren og forligspartierne skal vise, om de vil fortsætte ad kynismens vej, eller om de vil ændre kursen og give de syge respekt og værdige forhold, sådan som de fortjener det.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.