Den var helt, helt gal, da Arbejdstilsynet i april kom på uanmeldt besøg på en af Frederiksberg Kommunes byggepladser.
Der var fare for, at håndværkere kunne være faldet ned fra flere meters højde, og store dele af den krævede sikkerhedsplan for byggepladsen var ren kopi. Det viser en aktindsigt, som Avisen.dk har fået i sagen.
"Den her slags sjusk kan i de værste tilfælde føre til alvorlige skader for håndværkerne," konstaterer Hasse Mortensen, der er tilsynschef i Tilsynscenter Øst.
Kommunen fik et såkaldt strakspåbud og en rød sur smiley i forbindelse med byggeriet på ældreboligerne Kredsens Hus, hvor man er i gang med en renovering til 150 millioner kroner af 6.000 kvadratmeter.
Tilsynschef: De tager det ikke alvorligt
Det er især det faktum, at kommunen har godtaget en sikkerhedsplan, hvor store dele var kopieret fra arbejdsmiljøloven, der gav anledning til, at Arbejdstilsynet skruede bissen på.
"Det tyder jo på, at man ikke tager det her vigtige arbejde seriøst. En sikkerhedsplan skal tage udgangspunkt i forholdene på den konkrete byggeplads, ellers er den ikke meget værd," understreger tilsynschefen.
Ifølge loven er det bygherrens ansvar, at håndværkere og entreprenører udfærdiger ordentlige sikkerhedsplaner. Men den pligt svigtede Frederiksberg Kommune altså.
"Når de har styr på økonomien, så bør de også have styr på arbejdsforholdene," fastslår Hasse Mortensen.
Viceborgmester: "Dybt pinligt"
"Den her sag er dybt pinlig. Der er vist ikke rigtig andre ord, der dækker det: Pinligt og dybt kritisabelt."
Sådan lyder det fra Katrine Lester (S), der er viceborgmester på Frederiksberg.
"Det er ikke for sjov, at de her sikkerhedsplaner skal laves. Og når der har været nedstyrtningsfare, så kunne folk være blevet slået ihjel, hvis det var gået rigtig, rigtig galt. Så i virkelighed er vi billigt sluppet, hvis vi er sluppet med en rød smiley."
I 3F mener man også, at sagen bør give anledning til røde øre på Frederiksberg Rådhus.
"Hvis ikke kommunen, som er bygherre, undskyld udtrykket, letter røven og kommer ud og sørger for, at tingene de er i orden. Jamen, så har de jo ikke udfyldt deres sikkerhedsopgave," konstaterer arbejdsmiljøpolitisk konsulent i 3F Palle Larsen.