Den var helt gal med arbejdssikkerheden, da Arbejdstilsynet i juli kom på uventet besøg på Panum Instituttet i København.
På en tagterasse ud mod den stærkt befærdede Tagensvej var rækværket i en så elendig forfatning, at terrassen straks blev spærret af.
Andre steder på byggepladsen flød det med løse elledninger og byggeaffald. Det viser en aktindsigt, som Avisen.dk har fået i sagen.
Arbejdstilsynet fandt forholdene så kritisable, at man tildelte Bygningsstyrelsen et strakspåbud og en rød smiley.
Ansvaret for de kritisable forhold tilfalder Bygningsstyrelsen. Og herfra lyder beklagelse.
"Det falder selvfølgelig tilbage på os, fordi bygherren kan godt overdrage arbejdet, men vi kan ikke overdrage ansvaret," erkender arkitekt og projektchef Hanne Alrø.
Flovt!
Socialdemokraternes ordfører for arbejdsmiljø finder sagen stærkt kritisabel.
"Der må virkelig gå nogen rundt med en flov smag i munden," konstaterer Lennert Damsbo-Andersen, og tilføjer:
"Det er simpelthen ærgerligt, at Bygningsstyrelsen får sådan en sag. Dét burde jo være det første sted, hvor man ville være i stand til at opfange, hvad regelsættet er på området. Derfor burde de ikke fanges i at få et rødt kort."
Sagen får et efterspil
Arbejdet på Panum er nu afsluttet og de to nye bygninger med motionsrum og mødelokaler, blev indviet i august.
Alligevel får sagen et efterspil i Bygningsstyrelsen.
"For mig har den her sag givet stof til eftertanke. Vi vil kigge vores procedure igennem, vil skal have sikret, at vi gør det godt nok fremover," siger hun.
Hun vil nu stille sig i spidsen for et arbejde, der skal ende ud i, at Bygningsstyrelsen får udarbejdet en tjekliste, som sikrer, at styrelsen i højere grad holder snor i sikkerheden på de byggepladser, man har ansvaret for.
Arbejdstilsynet indskærpede over for Bygningsstyrelsen, at der skulle laves en ny Plan for Sikkerheden og Sundhed (PSS) på arbejdspladsen.
Det sker, fordi de fleste byggepladser i dag bliver befolket af mange forskellige håndværksmestre og entreprenører. Planen skal således sikre, at alle hurtigt kan sætte sig ind i, hvordan arbejdet foregår sikkert.