Der er for mange ting, som oppositionspartierne er uenige om, til at Venstre frygter de Radikales venstresving. Det siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.
"Som jeg ser det, er der faktisk flere ting, der skiller end samler den røde blok. Det er jo ikke ret lang tid siden, at Margrethe Vestager kaldte SF's økonomiske politik uansvarlig," siger Inger Støjberg til Newspaq.
De Radikale meldte i dag ud, at de er klar til at indgå i en regering med Socialdemokraterne og SF, og hvis meningsmålingerne holder stik, vil det betyde en sejr til venstrefløjen, hvis der var valg i dag.
Men Inger Støjberg føler ikke, at den nye alliance er en trussel mod regeringen.
"Jeg føler mig bestemt ikke truet, faktisk tværtimod. Når det først går op for folk, hvad den røde blok vil præsentere dem for af højere skatter og strambuks hele vejen igennem, så tror jeg nu nok, at det skal få en ende," konstaterer Inger Støjberg.