Den folkelige tv-vært Peter Ingemann, der er kendt fra programmer som ’Hammerslag’ og ’Størst’, er rasende over sexbilleder, der bliver delt på de sociale medier.
Det giver han udtryk på Instagram, hvor han konkret retter sin vrede mod unges tendens til at dele intime billeder med hinanden. Billeder, der ifølge tv-værten burde være forbeholdt de to personer, der har haft sex med hinanden.
”ALLE har ret til at tage et billede af dem selv og sende til en de holder af og elsker, alle har ret til at filme deres egne, mest intime detaljer enten sammen med den de elsker eller alene. ALLE har sgu ret til deres egen krop. Det rager ikke offentligheden. Jeg gentager: Det rager ikke andre!,” skriver Peter Ingemann i opslaget på Instagram ifølge Ekstra Bladet.
Tv-værten er far til to teenagepiger, og han skælver ved tanken om, at intime billeder af dem skulle blive spredt rundt på sociale medier. Peter Ingemann har selv oplevet, at sexbilleder af en kollega er blevet delt rundt blandt andre kolleger på jobbet. En ubehagelig oplevelse, fortæller den 45-årige tv-vært.
”Jeg har selv oplevet en god og meget dygtig kollega, der kom igennem kværnen, fordi han havde sendt et billede til en han holdt af. Jeg oplevede desværre idfb ubetænksomme veluddannede og voksne kollegaer der sendte billedet rundt og smålo lidt i krogene… Det går IKKE,” skriver han.
Sexchikane på jobbet er ikke et nyt fænomen. HK/Privat har udarbejdet en guide til, hvordan man tackler seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Læs mere her.