Landets kommuner har gennem de sidste 10 år nedlagt 234 folkeskoler. Det afslører en analyse Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet for Ekstra Bladet.
Værst står det til i det jyske, hvor Hjørring Kommune har lukket 13, mens Esbjerg og Haderslev Kommune har lukket henholdsvis 10 og 9 folkeskoler.
Og det kan have store konsekvenser for et lokalområde, vurderer professor Gunnar Lind Haase Svendsen fra Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet i Esbjerg, der har forsket i konsekvenserne af skolelukninger.
- For mange lokalsamfund er det en mavepuster, som er svær at komme sig over. De mister et vigtigt samlingssted, hvor børn og voksne mødes hver dag. Når børnene bliver spredt rundt til andre steder, mister de en hjemstavnsfølelse og kender måske knapt hinanden.
- Det er selvfølgelig en politisk prioritering, men når man vælger at lukke en skole, så risikerer man også at skabe et attraktionsløst samfund, hvor det er svært at tiltrække eksempelvis børnefamilier. Vi så i vores analyse, at der var en anormal befolkningsudvikling, hvor de byer, der havde mistet en skole, gik mere tilbage, end de skulle have gjort, siger han.
AE's undersøgelse afslører også, at i takt med, at folkeskolerne forsvinder, så skyder der i stigende grad privat-og friskoler op. I alt er antallet af folkeskoler og specialskoler samlet faldet med 19 pct. i forhold til 2007, så der i dag er 1.276, mens antallet af fri- og privatskoler er steget med 11 pct. til 551.
Det kan have store konsekvenser, mener chefanalytiker Mie Dalskov Pihl fra AE:
- Når vi kigger på skolemønstret generelt, så kan vi se, at det ikke er tilfældigt, hvem der kommer til at gå på fri-og privatskolerne. Der er en overvægt af børn fra de højeste indkomstgrupper, så det skaber en opdeling af vores skolebørn, og det er vigtigt, at der er en blanding af elever fra både velstillede og de knap så ressourcestærke hjem, fordi de er med til at trække hinanden op.
- Skolen er det lokale samlingspunkt og er med til at sikre sammenhængskraft, hvor man både møder direktørens søn og den langtidssygemeldtes datter, og det risikerer man også at miste, når en lokal folkeskole lukker, siger hun.
Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S) anerkender fuldt ud, at det er et tab for lokalsamfundet, når de mister en skole, men økonomisk så han ingen anden udvej end at lukke de 13 skoler i kommunen.
- Vi havde ikke råd til skolerne, der var simpelthen ikke nok elever i klasserne. Det handlede udelukkende om økonomi, siger han.