Maria Tøndering Frantzen er udviklingshæmmet og er ifølge hende selv blevet erklæret for dum til et job som dyrepasser.
- Jeg fik at vide af min kontaktperson på uddannelsesinstitutionen, at jeg var for dum. Hun pakkede det ind i en masse fine ord, men de fine ord kunne jeg godt selv pille fra sandheden, siger Maria Tøndering Frantzen til Lorry.
Men det fik ikke Maria Tøndering Frantzen til at stoppe jagten på beskæftigelse, skriver Lorry.
Kører blomster ud
I dag kører hun tre gange om ugen blomster ud for Blomsterpigerne i Køge.
Hun har været i praktik i blomsterbutikken de seneste par måneder, skriver Lorry.
- Det betyder rigtig meget. Så har jeg noget andet at stå op til. Og det er også bare ligesom for at bevise, at man altså godt kan noget, selvom man er udviklingshæmmet. Og det har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg kan, siger hun til Lorry.
Efter hun var røget ud af dyrepasseruddannelsen fik hun et job, hvor hun kørte med frugt for Køge Kommune, og det gav hende blod på tanden, skriver Lorry.
I øjeblikket arbejder hun ni timer i ugen.
Men:
- Jeg kunne godt tænke mig at arbejde flere timer om dagen. Men så langt tænker jeg ikke lige nu. Nu tager jeg bare en dag ad gangen, siger Maria Tøndering Frantzen til Avisen.dk