Sjusk i budgetterne skal give økonomisk smæk. Det er blandt de forslag, som Europas statsoverhoveder skal diskutere til dagens uofficielle topmøde i Bruxelles.
Reglen skal tvinge alle lande i EU til at indføre en gældsbremse. Og hvis ikke, så klapper fælden for 1,7 milliarder kroner, der skal overføres til eurolandenes redningsfond.
Det skriver Jyllands-Posten.
Og det kan også komme til at gælde for Danmark, siger statsministeren.
"Jamen, vi kan da sagtens få bøder. Det kan vi allerede i dag, sådan som vi er forbundet til traktaterne på. Det er helt almindeligt instrument. Men det skulle gerne være sådan, at man overholder reglerne og dermed undgår bøder," sagde Helle Thorning-Schmidt (S) til Jyllands-Posten ved sin ankomst i Bruxelles.
Men bøder er et værktøj, man ofte bruger i EU for at få landene til at spille efter reglerne, påpeger Helle Thorning-Schmidt.
"Det instrument kender vi fra EU-traktaterne, og det er ikke noget, der skræmmer Danmark," sagde hun til Jyllands-Posten.
Det står endnu ikke klart, om Danmark vil tage del i den såkaldte europagt.
"Det er min indstilling, at vi skal være med i så store dele af finanspagten som overhovedet muligt, og det gælder også, at vi skal gennemføre en budgetlov, og på den måde kan vi signalere til resten af verden, at i Danmark holder vi hus med økonomien," sagde Helle Thorning-Schmidt ifølge Jyllands-Posten.
Landenes ledere er i Bruxelles for at finde ud af, hvordan EU-landene skal sparke gang i økonomien og finde arbejdspladser til de 23 millioner arbejdsløse europæere.
Samtidig skal der vedtages traktater for både den kommende finanspagt og for EU's redningsfond, ESM. Det skriver Jyllands-Posten.