Alle data i navnehjulet er købt hos Danmarks Statistik. Vi har talt fornavne hos personer, der boede i Danmark den 21. december 2016.
Der er kun medtaget navne, hvor mindst 100 personer har haft navnet. Vi har ene og alene koncentreret os om det første navn. Så hedder du Jens Peter, vil du optræde som Jens. Navne med bindestreg er dog medtaget.
Navne, der både bæres af mænd og kvinder, er beregnet og kan slås op hver for sig.
Navnehjulet finder statistik på en lang række områder.
- Bopæl - De tre kommuner, hvor personer udgør den største andel. Da nogle ø-kommuner er små, vil de relativt hyppigt dukke op i oversigterne. Derfor er de for visse navne ikke taget med.
- Biler - Vi ved, hvor mange biler af en bestemt fabrikant, der ejes privat af personer med bestemt navne. Vi viser, hvilke bilmærker der for hvert navn er overrepræsenteret i statistikken - og ikke hvilke bilmærker, flest har.
- Alder - Gennemsnitsalderen på personer med dette navn. Her skelner vi ikke mellem børn og voksne - det giver det mest sandfærdige billede af navnets reele gennemsnitsalder.
- Skat - Hvor meget betalte personer med navnet i gennemsnit i skat i 2015. Tallet er regnet ud fra personer, der har betalt positiv skat i indkomståret 2015. Det kan du læse mere om hos Danmarks Statistik.
- Indkomst - Den gennemsnitlige indkomst før skat. Pensionsbidrag indgår ikke. Indkomsterne er regnet ud fra indkomståret 2015. Det kan du læse mere om her.
- Kriminalitet - Andel personer med pågældende navn, som har fået en straf indenfor de sidste fem år. Optællingen går fra 2011-2015. Afgørelser i form af frifindelser og tiltalefrafald er ikke medtaget.
- Millionærer - Hvor almindeligt er det, om personer med navnet er millionær? Her er tale om personer, der pr. 31. december 2015 havde en nettoformue på mindst 1 million kroner. Nettoformuen er udregnet ud fra aktiver (kontant ejendomsværdi, indestående i pengeinstitutter samt aktier, obligationer og pantebreve i depot) fratrukket passiver (gæld til pengeinstitutter, hypotekbanke, kontokortordninger og kreditforeningsgæld). Vi medregner ikke værdien af hovedaktionærposter uden for depot, bil, lystbåd, campingvong, kontanter, pensionsformuer samt besætninger og lagerværdier for selvstændigt erhversdrivende. Er du ikke blevet klogere af den beskrivelse, kan du læse mere hos Danmarks Statistik.
- Civilstatus - Gift, single, samlevende eller lever i registreret partnerskab. Single dækker alle enlige - uanset om man har været gift eller ej. Samlevende dækker også par, der bor sammen. Forskellene er nærmere beskrevet her.
- Karriere - Chef, studerende, pensionist eller lønmodtager. Optalt i 2015 - men vi har forenklet lidt. Ledig er lagt sammen af 'arbejdsløs mindst halvdelen af året' samt 'modtager af dagpenge (aktivering ol., sygdom, barsel og orlov)'. Uden for arbejdsmarkedet dækker over 'førtidspensionister', 'folkepensionister', 'efterlønsmodtagere' og 'kontanthjælpsmodtagere'. Andre er 'medarbejdende ægtefælle, 'andre' samt 'uoplyst'.
- Arbejde - Her er det de tre job, personen oftest har. Danmark Statistik kender fra indkomstregistreret den dominerende beskæftigelse i løbet af året for hver enkelt dansker. Var man ikke registreret hos Skat i 2015, er der ingen stillingsoplysning. Det samme gælder for personer der i perioden var på efterløn, kontanthjælp, ledige osv. De er dermed ikke med. Vi har forenklet lange stillingsbetegnelser og slået enkelte sammen. 'Dyrkning af markafgrøder inden for jordbrug' er blevet til 'arbejder med landbrug.
Navnehjulet er blevet til i fællesskab mellem Avisen.dk, Kaas og Mulvad og Hottype Consulting. Pia Seidler har stået for det grafiske design.