Mens fagforbundet 3F forsøger at lamme restaurant Vejlegården, fordi den har indgået en overenskomst med den konkurrerende fagforening, Krifa, kan masser af andre restauratører helt uden overenskomster arbejde videre i fred. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Der findes ingen sikre tal for overenskomstdækningen på det danske arbejdsmarked, men i fagbevægelsen betragtes restaurationsbranchen som en helt særlig udfordring, og 3F vurderer, at 60-65 procent af de ansatte i branchen arbejder uden overenskomst.
3F har overenskomster med 2.400 restauranter og hoteller på landsplan, men ifølge Danmarks Statistik er der over 13.000 af disse virksomheder i Danmark.
Vejlegården er medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening. Her mener direktør Karsten Høgild, at tallene afslører 3F's egentlige motiver for at være i faglig konflikt med Vejlegården.
- Det viser jo helt klart, at det ikke handler om de ansattes lønforhold, for så ville de jo gå efter dem, som vitterligt betaler lavere løn. Det handler om, hvem der skal have magten, siger han til Jyllands-Posten.
Afdelingsformand Martin Jensen fra 3F i Vejle skønner, at over 60 procent af restauranterne i Vejle har en overenskomst. Men dem som ikke har, er ikke udsat for blokader.
- Vi havde en blokade mod en café i byen for nogle år siden, og vi laver jo ikke bare konflikter mod alle virksomheder.
- Men når der kommer én, som vil forringe de ansattes vilkår, er det ikke i orden, og så er vi nødt til at reagere, siger Martin Jensen til avisen.