I det nordjyske firma, Karl Molin Stålkonstruktioner, er der ingen kære mor, hvis en ansat vil på selvvalgt kursus.
Den ansatte må selv lægge ud, hvis han for eksempel vil have et kursus i at bruge regneark.
Gennemsnitsprisen for et kursus for ufaglærte er cirka 2.300 kroner. For et kursus for faglærte er prisen cirka 4.100 kroner.
Og det er for dyrt, mener Maja Iversen, der er tillidsrepræsentant for 3Ferne i firmaet.
"Jeg får udbetalt knap 7.000 kroner hver 14. dag, så jeg og mine kolleger har ikke råd til at lægge tusindvis af kroner ud," fortæller den nordjyske tillidsrepræsentant.
Hun uddyber:
"For få dage siden diskuterede vi faktisk efteruddannelse i produktionen. Der var flere, der gerne ville på kursus, lige indtil de fik at vide, at de først får refunderet gebyret, når kurset er gennemført. Så hoppede de allesammen fra."
Ingen seddel på opslagstavlen
I firmaet, der fremstiller stålkonstruktioner til fabriks- og sportshaller, har der ikke hidtil været en kultur, der opmuntrer de ansatte til at komme på skolebænken.
"Der hænger ingen sedler på opslagstavlen," som tillidsrepræsentanten siger.
Hun mener, at det er hul i hovedet, at manden på gulvet skal punge ud, selvom han får pengene igen efter kurset.
"Hvorfor er det ikke fagforeningen, der lægger ud?" spørger hun.
"Det er fandme en dårlig idé, at arbejderne selv skal betale. Fagbevægelsen får kontingenter ind hver måned, så den burde have penge mellem hænderne til at forudbetale medlemmernes kurser," mener Maja Iversen.
"Det er ikke retfærdigt, at det er den lille mand, der skal bære byrden, indtil han kan få refunderet gebyret," siger hun.
Fagbossen må betale
I øjeblikket arbejder tillidsrepræsentanten tæt sammen med 3F i Aalborg i et forsøg på at ændre kulturen hos Karl Molin Stålkonstruktioner.
"Firmaet er så presset, at vi har fået at vide, at vi måske skal til at fordele arbejdet mellem os. Lige nu kæmper jeg for, at dem, der skal holde fri, i stedet for kan komme på kursus. Jeg håber, at jeg kan få firmaet eller måske 3F til at lægge penge ud," slutter tillidsrepræsentanten.
De mest søgte kurser i 2010
1. Gaffeltruck-certifikat-kursus
398 ansøgninger
2. Brug af pc på arbejdspladsen
393
3. Brug af regneark til tal-behandling
308
4. Indskrivning og formattering af mindre tekster
262
5. Personlig udvikling til arbejde og uddannelse
259
Kilde: CO-industri