Sangeren Rasmus Seebach er en af de mest omtalte danske musikere - både i kraft af sit ophav og sin karriere, der har givet danskerne hits som "Lidt i fem", "Olivia" og "2017".
Lørdag fylder han 40 år, og i den anledning fortæller han om de skelsættende episoder, der har formet ham og gjort ham til den, han er i dag - et familiemenneske, en popdreng, der elsker at underholde og en rastløs sjæl, der har fundet lykken med sin kæreste, Julie Teglhuus og sønnen Holger.
Episode 1: Da Dansk Melodi Grand Prix reddede familien
- Min far havde sendt sangen "Under stjernerne på himlen" ind til Dansk Melodi Grand Prix tre gange, men den var blevet fravalgt hver gang.
- Der var så mange frustrationer forbundet med den sang, for han havde gjort sig så umage, og det var den bedste sang, han mente, han nogensinde havde lavet. Den betød alt for ham, og han kunne ikke forstå, at han ikke fik chancen.
- Da det så lykkedes at få sangen med, kan jeg huske, hvor glad han blev. I den periode havde han det meget hårdt med sit alkoholmisbrug, så det var virkelig en chance.
- Jeg kan huske, hvordan vi stod sammen, fordi det føltes som noget, der kunne redde vores familie. Det var os fem, der sammen skulle overvinde min fars misbrug, for han havde det ikke godt på det tidspunkt, og det var en kamp, der skulle vindes, for at han overhovedet kunne gå på scenen.
- Da han så gik på scenen og vandt, var det fuldstændigt sindssygt og magisk. Jeg havde set ham kæmpe med den sang i tre år, hvor han var blevet valgt fra. At blive ved med at sende det samme bånd ind kræver altså tro og viljestyrke. Jeg var så stolt af ham og af os som familie.
- På det tidspunkt var jeg 12-13 år, og jeg husker det som en helt særlig tid i min barndom, der satte en tyk streg under, at min familie er det, der betyder allermest for mig.
Episode 2: En lussing af Ove Sprogøe
- Jeg var omkring 14 år og løb rundt ude på fodboldbanen, da der var en, der prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg ville komme til en casting på en spillefilm.
- Da vi kom ud til castingen, opdagede jeg, at der var 500 andre drenge, der var blevet spurgt om det samme, så jeg var lige ved at gå igen. Men jeg endte med at få rollen.
- I filmen (Carmen & Babyface, red.) skulle jeg spille sammen med blandt andre Sofie Gråbøl, Waage Sandø og Ulla Henningsen. Og så Ove Sprogøe, der skulle give mig en flad i filmen.
- Det er få mennesker, der kan sige, at de har fået en flad af Egon Olsen - og ikke bare én, for lige præcis den scene skulle tages om rigtig mange gange, så jeg fik så mange, at jeg til sidst var helt rød i den ene side af ansigtet.
- At være med i den film var ret fedt, for jeg fik fri fra skole i tre måneder. Og pigerne syntes, det var meget interessant. Så der var også damer i det. Jeg tror, det var den oplevelse, der gav mig en forsmag på, at det faktisk var ret sjovt at underholde.
Episode 3: 18 års-gaven, der fik den rigtige Rasmus frem
- Omkring 1998 var jeg rimelig badass rapper og kørte den tunge, dystre stil, men i 18-års fødselsdagsgave fik jeg min fars gamle keyboard.
- Jeg var meget optaget af hiphop-musik, og det var min storebror også, men så fik jeg det her instrument, der kunne lave lyde som et elektrisk piano, og som man kunne lave melodier på.
- Om aftenen gik jeg ind på mit værelse, og så kunne jeg tage mit hiphoptøj af og sætte mig ved det her keyboard og spille flødepop. Så kom den rigtige Rasmus frem.
- Jeg har stadig keyboardet stående i mit studie, og det føles stadig helt vildt dejligt at sætte sig ved det. Det er en lille reminder om, hvor det hele startede. Min far har sammensat sine egne lyde i det keyboard, og det føles ret dejligt at sidde og spille med en sound, som jeg ved, han har lavet.
Episode 4: Da alting gik i stykker
- Min far dør, da jeg er 23 år gammel, og det er nok noget af det, der har påvirket mig allermest i mit liv.
- Da det sker, oplever jeg en erkendelse af, at der ikke er noget, der varer for evigt. Det var med til at forme mig de næste mange år af mit liv, for jeg fik simpelthen så svært ved at binde mig, og det har jeg måske endda stadig.
- Når man bliver mindet om, at alting alligevel går i stykker, så kan man godt føle, at det måske ikke kan betale sig at give sig helt hen til noget. For man ender nok med at blive ked af det og skuffet.
- De efterfølgende år tågede jeg rundt og gik i byen mange gange om ugen. Jeg havde mange kvindelige bekendtskaber, men jeg følte ikke, at jeg hørte til nogle steder.
- Mange af bekendtskaberne stoppede jeg selv, og jeg var måske lidt tarvelig. Men jeg troede jo ikke på, at noget kunne vare for evigt alligevel, så jeg kunne lige så godt bare komme videre. Jeg kunne ikke have en kæreste samtidig med, at jeg var i den sorg.
- Jeg tror, at det er uundgåeligt, at den sorg sætter spor i, hvordan man opfører sig. Jeg havde brug for bare at vælte lidt rundt, og jeg havde virkelig svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle med mit liv.
Episode 5: En tilfældig akkord blev starten på alt
- Jeg levede af at skrive sange til andre kunstnere, men da jeg i 2009 skrev "Engel", kunne jeg mærke, når jeg sang den, at det var min lyd. Jeg kunne se mig selv stå og synge den, og selv om jeg fik en virkelig dygtig professionel sanger til at give et bud på den, så kunne jeg bare mærke, at den sang var min.
- Det var meget tilfældigt, hvordan den sang opstod. I bund og grund var det en lyd på keyboardet, som jeg syntes var fed. Jeg fik nærmest ondt i maven af den, og så kom resten af sangen helt automatisk. Det tog cirka otte minutter at finde frem til skelettet.
- Hvis ikke jeg helt tilfældigt havde åbnet den lyd i det plugin den dag, så havde jeg aldrig skrevet den sang. Den ene dur-akkord blev starten på alt.
Episode 6: En positiv graviditetstest i Paris
- Da jeg mødte Julie, vidste jeg, at jeg havde mødt pigen, jeg gerne ville være sammen med og stifte familie med. Før hende følte jeg mig hjemme i en rodløshed, men pludselig kunne jeg mærke, at den ville jeg ikke blive lykkelig af i længden.
- Sammen med Julie skulle jeg ikke være smart og fed. Jeg kunne bare være mig selv. Det føltes bare trygt, som om jeg havde fundet hjem.
- Vi var i Paris i foråret 2016, da vi fandt ud af, at Julie var gravid. Hendes mor var med, hun havde givet os turen i julegave. Julie syntes, hun havde det lidt mærkeligt, så vi gik på apoteket for at købe en graviditetstest.
- Alting stod på fransk, og det lignede ikke sådan en almindelig test, man tisser på, det var sådan et ordentligt apparat. Julies mor mente, det måske var sådan en til at teste ægløsning. Da Julie kom ud fra badeværelset med den i hånden, stod der "enceinte", så det skyndte vi os at google. Det betød gravid.
- Det var den fedeste forårsdag i Paris, og vi kunne næsten ikke forstå det. Det var helt ufatteligt, at hun havde en baby i maven.
- Jeg var helt enormt stolt over at kunne sige, at min dame var gravid. Jeg har aldrig følt mig så meget som verdens største superkanon. Og den dag, Holger kom til verden, var den vildeste i mit liv. Det er så dejligt at have fået sin egen familie.
- Nu da jeg fylder 40, havde jeg planlagt den helt store fødselsdagsmiddag for hele familien, men den er selvfølgelig blevet aflyst på grund af corona-situationen. Så det bliver bare Holger, Julie og mig og noget lækkert mad. Det skal nok blive hyggeligt, og så må jeg jo have den store fest til gode.
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus