En anholdelse af en politiassistent fra Københavns Politi for en trafikforseelse endte med tragisk selvmord onsdag aften.
Den 45-årige blev efter anholdelsen kørt til politistationen i Roskilde i en patruljevogn, men da patruljebilen holdt i politistationens gård, tog den anholdte sin tjenestepistol, som han havde i en taske og skød sig selv, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Med det samme blev der straks ydet førstehjælp af en læge, der var på politistationen i en anden sag. Men den 45-årige blev kort efter erklæret død.
"Statsadvokaten er tilkaldt til at stå for efterforskningen af sagen, hvilket er fast rutine i sager, hvor personer dør i politiets varetægt, " står der i pressemeddelelsen.
Midt- og Vestsjællands Politi kan ikke oplyse yderligere om sagen.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi