VORES VALG Pia vil kun snakke ældrecheck med Villy
Villy Søvndal kan godt glemme alt om at overtale Dansk Folkeparti til at løbe fra tilbagetrækningsreformen, siger Pia Kjærsgaard. Foto: Jens Dresling / POLFOTO
SFs tilnærmelser til DF får en kold skulder. Men Pia Kjærsgaard vil gerne snakke ældrecheck, hvis Villy Søvndal kan finde pengene.

Pia Kjærsgaard siger ja til en kop kaffe på Villy Søvndals kontor, hvis han er parat til at drøfte en skattefri ældrecheck.

Men ellers kan han godt glemme alt om at overtale Dansk Folkeparti til at løbe fra tilbagetrækningsreformen.

"Vi står fuldstændig ved de forlig, vi har indgået med regeringen. Men jeg ser gerne, at der bliver givet mere til de ældre. For eksempel at ældrechecken blev skattefri. Men jeg vil ikke foretage mig noget, uden at det er finansieret," siger Pia Kjærsgaard til Newspaq.

Hun undrer sig over tilnærmelserne fra Villy Søvndal, der ikke ligefrem er kendt for at omtale Dansk Folkeparti i en forsonlig tone.

"Jeg tror, der er lidt panik over Villy Søvndal for tiden. For få dage siden var det 24-årsreglen, hvor han tog afstand fra Dansk Folkeparti for at tilgodese sit bagland, hvor han er lidt presset. Og nu vil han så samarbejde," siger hun.

Selvom Pia Kjærsgaard står bag tilbagetrækningsreformen, så åbner hun op for at udskyde den del, der handler om en halvering af dagpengeperioden.

38.500 ledige risikerer nemlig stå uden forsørgelse fra juli næste år, fordi et opsving lader vente på sig.

Men i givet fald bliver en udskydelse aftalt i forligskredsen, understreger Pia Kjærsgaard.

"Vi har sagt, at netop fordi det ser ud som om, arbejdsløsheden ikke er i fald, men i en mindre stigning, så vil vi drøfte med regeringen, om vi kan udskyde, at det ikke lige præcis bliver til sommer, at man mister sine dagpenge," siger hun.