Efter den succésfulde likvidering af Osama Bin Laden og droneangreb på andre al-Qaeda-ledere i Pakistan, ser det umiddelbart ud til, at toppen i det internationale terrornetværk er nede på blot to nøglepersoner.
Sådan lyder meldingen fra nye efterretninger fra CIA.
De amerikanske ubemandede militærfly, de såkaldte droner, jager angiveligt nu kun de to al-Qaeda-ledere Ayman al-Zawahiri og hans næstkommanderende Abu Yahya al-Libi i Pakistan.
En højtstående efterretningskilde går så langt som til at sige, at al-Qaeda ifølge de nye oplysninger hermed har fået stækket sine vinger.
"Vi har gjort den organisation, som ramte os med 11. september, operationelt ineffektiv," siger efterretningskilden til Washington Post.
Den seneste tid har al-Qaeda optrappet sin tilstedeværelse i Yemen, parallelt med at bevægelsen er blevet mindre synlig i Afghanistan og Pakistan.
Kilde: The Washington Post