Ritzau
Opdateret kl. 20:11
Med 230 stemmer for et nej har et flertal ved en afstemning i Dansk Jernbaneforbund afvist en overenskomst med kommunerne. Det oplyser forbundet på sin hjemmeside.
I alt var 342 medlemmer stemmeberettiget. Med 33 stemmer for et ja til aftalen og seks blanke stemmer, lyder stemmedeltagelsen på 79 procent, mens nej-siden fik et flertal af afgivne stemmer på 85,5 procent.
Afstemningens resultat betyder, at der ikke er nogen aftale. Dermed bryder en konflikt ud mellem forbundets medlemmer og kommuner ved midnat til 11. juni, hvis ikke der er forhandlet en aftale på plads før da.
Ifølge Dansk Jernbaneforbund handler problemet om arbejdstidsregler.
En sådan konflikt vil berøre Nordjyske Jernbaner A/S og Lokaltog A/S. Nordjyske Jernbaner A/S driver trafikken på strækningerne Skagen-Skørping og Hirtshals-Hjørring.
Lokaltog A/S driver en række lokalbaner øst for Storebælt såsom Lollandsbanen, Tølløsebanen og Frederiksværkbanen.
Parterne mødes torsdag 7. juni for at forhandle om en aftale.
- Vi møder i KL torsdag med en klar forventning om at finde en aftale. Men det kræver, at vi kan finde hinanden. Ellers er konflikten jo desværre en realitet fra midnat den 11. juni, siger forbundsformand Henrik Horup i en meddelelse.
Dansk Jernbaneforbund har i alt 5200 medlemmer, men det er en mindre andel - de 342 medlemmer, der var stemmeberettiget - som vil blive inddraget i en konflikt.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.