Længe gik skolelæreren Lisbet Jørgensen på arbejde tynget af en stor, tung hemmelighed.
Hendes søn Lars Jørgensen var skizofren – og hverdagen var ikke altid nem at klare som pårørende. Hun skulle hele tiden være parat til at reagere, hvis der var behov for hende.
Følelserne kunne være svære at skjule. Hun kunne være mentalt fraværende. Og når Lisbet Jørgensen holdt møder med de uvidende kolleger, stak hun dem hvide løgne som dække, når hun pludselig blev nødt til at gå for at besvare telefonopkald fra sønnen.
- Så sagde jeg bare, det var forældre til elever, der ringende i arbejdssammenhæng, siger den 61-årige 10. klasselærer fra Helsingør.
Svært ved at sætte ord på
Sygdommen kom ikke fra den ene dag til den anden. Den nu 34-årige søn blev syg for omkring 11-12 år siden og til at begynde med, forklarede Lisbet Jørgensen det over for sig selv med, at han bare var ung og havde svært ved at finde ud af, hvad han gerne ville. Og da det stod klart, at der var tale om skizofreni, havde Lisbet Jørgensen svært ved at erkende det.
- Jeg havde svært ved at sætte ord på og sige, at min søn havde en psykisk sygdom. Det var jo mit barn, og det gør selvfølgelig rigtig ondt, siger hun.
Hun kunne ikke få sig selv til at tale med kollegerne om sønnens sygdom, og hvorfor det prægede hendes arbejdsindsats. Det var tabu. Hemmeligt.
Nyt samarbejde
Sådan er hun ikke den eneste, der haft det. Avisen.dk kan søndag fortælle, at lidt over halvdelen af danskerne er pårørende til en psykisk syg, og samtidig mener tre ud af fire, at det er mere accepteret at have en fysisk end en psykisk sygdom.
Det har fået Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune som arbejdsplads og pårørendeforeningen Bedre Psykiatri til at indgå et samarbejde om at støtte de af forvaltningens 10.000 sosuhjælpere og -assistenter samt sygeplejersker, der er pårørende til psykisk syge.
En befrielse
I Lisbet Jørgensens tilfælde gik der trods alt ikke lang tid før en kollega, som hun arbejdede tæt sammen med, fandt ud af, at noget var galt.
- Det blev en befrielse at kunne sige: ”Jeg har altså ikke lige lavet det her oplæg, fordi den var rigtig gal med Lars i går”, siger Lisbet Jørgensen.
Kollegaen kunne give Lisbet Jørgensen ”fri” til at ringe, når de var to lærere sammen i klassen. Hun var dog klar over, at hun også blev nødt til at gå til sin leder, for der var møder med kommunen og regionspsykiatrien, som lå i arbejdstiden. Det er hun glad for den dag i dag.
En tur i skoven
- En dag, da jeg mødte ind, så min leder på mig og sagde med det samme, at jeg skulle gå en tur i skoven - han skulle nok tage mine timer. Det er guld værd at have det sådan. Og det har noget at gøre med, at han ved, jeg gør alt, hvad jeg kan, for at passe mit arbejde. Og alternativet kan jo blive, at jeg melder mig syg i en periode.
I stedet for at føle sig klemt og have svært ved at holde sønnens sygdom ude af hovedet på jobbet, ser Lisbet Jørgensen nu arbejdsdagen som et fristed. Nu kan hun koncentrere sig om at være en god mor i stedet for at bebrejde sig selv for at være en dårlig mor.
- Men det var først, da mine kolleger og leder fik at vide, hvorfor jeg ikke kunne levere 100 procent hele tiden. Og så fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Da jeg først lukkede op, fortalte både min leder og nogle kolleger, at de også tog nogle ting med sig på arbejde. Det gav et bedre arbejdsmiljø og en større fortrolighed med mine kolleger, siger hun.
Kan nedbryde tabuer
Hun ser yderst positivt på det nye samarbejde mellem Københavns Kommune og Bedre Psykiatri, som netop har til formål at støtte de ansatte, der er pårørende til psykisk syge i løbet af arbejdsdagen.
- Det kan være med til at nedbryde tabuer, hvis der bliver givet vejledning til lederne. For det er rigtig vigtigt, at de forstår, hvad de har med at gøre. Det betyder ikke, at de skal behandle folk som rådne æg, men de skal turde spørge og rumme en medarbejder, der er ked af det og være åbne for at lave fleksible arbejdstidsordninger, siger Lisbet Jørgen og fortsætter:
- Man skal ikke være bange for at lukke op. Når det er gjort, er det en stor lettelse, siger hun.