"Vi vil bekæmpe social dumping og fremme fair konkurrence på landevejene."
Sådan lyder det fra ni europæiske transportministre, som netop har indgået en ny alliance. En af dem er den danske transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.
Flere af hans partikammerater har ellers tidligere afvist, at social dumping skulle være et problem. Partileder Anders Samuelsen mener, det er et begreb, der er opfundet for at skræmme danskerne, og erhvervsordfører Joachim B. Olsen mener, at social dumping bare er et andet ord for konkurrence.
Men som transportminister følger Ole Birk Olesen regeringens linje og ikke Liberal Alliances. Det understregede han også på et samråd tidligere på måneden. Her spurgte SF's Karsten Hønge til ministerens holdning til social dumping.
"Jeg kommer ikke til at udtale mig om mine partifællers tidligere udtalelser (...) Jeg kommer til at svare som Transport-, Bygnings- og Boligminister på vegne af regeringen," sagde han blandt andet.
Og han understregede, at han som transportminister ser det som en vigtig opgave at få skabt fair konkurrencevilkår i transportsektoren.
Skridt i den rigtige retning
Med underskriften på den såkaldte 'Road Alliance' forpligter transportminister Ole Birk Olesen sig til at arbejde for at sikre chaufførernes sociale rettigheder og indføre en mere effektiv kontrol med de selskaber, der ser stort på sikkerheden og snyder med reglerne på området.
Og det glæder Erik Østergaard, der er direktør i Danske Vognmænd.
- Det er et skridt i den rigtige retning. Det er et klart signal om, at ministrene vil have ordnede forhold i branchen, siger han til Avisen.dk.
Det er der nemlig langt fra i dag, viser en rapport, som konsulentfirmaet COWI har udarbejdet for Danske Vognmænd og 3F Transport.
- Der kører en masse østeuropæiske biler i Danmark mere eller mindre permanent, chaufførerne får cirka en tredjedel i løn i forhold til de danske chauffører, og de arbejder under kummerlige forhold. De er her i flere måneder ad gangen, hvor de bor i deres lastbiler uden adgang til køkken og bad, siger Erik Østergaard.
Derfor ser han også frem til, at Europa Kommissionen kommer med en ny vejtransportpakke til maj.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Ole Birk Olesen.