Det har på nogle punkter været en hårdhændet oplevelse at blive minister.
Det fortæller den nye transport-, bygnings-, og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i et interview med Information.
- Man udsættes pludselig for modvilje og usaglighed i et omfang, som jeg måske ikke havde forestillet mig tidligere, siger ministeren til avisen.
Det frustrerer Ole Birk Olesen, at særligt venstrefløjen betegner ham som ond, usympatisk og uanstændig. Som eksempel nævner han en kollega fra den røde fløj, som han egentlig klikkede meget godt med, men som, efter han er blevet minister, har kaldt ham hånlig og arrogant.
- Det er et udtryk for, at man gerne vil sige, denne her minister er et dumt svin. Og det er jeg jo ikke. Jeg er ikke et dumt svin, siger Ole Birk Olesen til Information.
Det er dog ikke kun ministerposten, der har fået skældsordene til at ramme Ole Birk Olesen. Også tidligere i sin karriere som liberal debattør og politiker har han fundet sig selv i centrum af shitstorms på grund af tidligere indlæg om folk på overførselsindkomst og kvinders manglende selvdisciplin. Sidstnævnte stammer fra indlægget ’Jeg anklager kvinder’ fra 2010. Her anklager Ole Birk Olesen kvinder for at være amoralske, at have en ufattelig dårlig udviklet kritisk sans og ikke eje selvdisciplin. I dag kalder han dog indlægget "det dummeste, jeg nogensinde har gjort".
- Det er en historie, jeg er meget ærgerlig over, for jeg har altid været tiltrukket af stærke kvinder. Og nu tror nogen, at jeg helst vil have en fortidig kvinderolle, hvor det modsatte altså er tilfældet. Jeg har stemt på kvinder ved de sidste tre-fire valg. Men så kan politiske modstandere bruge det til at fremstille en som ond, siger Ole Birk Olesen til Information og forklarer, at indlægget var tænkt som et modspil til nogle feministers syn på mænd som nogle, der er aggressive og starter krige.