Syv demonstranter er lørdag blevet dræbt i Irak, da sikkerhedsstyrker ryddede protestlejre i Bagdad og Basra. Det sker, efter at politiske ledere er blevet enige om at støtte landets trængte regering på enhver tænkelig måde.
Lederne skulle også være blevet enige om at sætte en stopper for de demonstrationer, der har rystet Iraks hovedstad og landets sydlige del siden 1. oktober.
Demonstranterne kræver en revision af det politiske system.
Rydningen af lejrene lørdag begyndte om morgenen, da sikkerhedsstyrker med magt tog kontrollen fra demonstranter, der havde samlet sig på tre broer, der spænder over floden Tigris i hjertet af Bagdad.
Irakiske styrker bevægede sig derefter mod Bagdads største og mest centrale plads, Tahrir-pladsen.
Pladsen har i løbet af den seneste måned dannet ramme for krav om et regimeskift.
Tre demonstranter døde af skudsår, mens en fjerde døde, da en tåregasbeholder perforerede hans kranie, oplyser læger og politikilder.
Mindst 108 blev såret.
- Sikkerhedsstyrkerne kommer tættere på os, men demonstranterne forsøger at holde dem væk ved at brænde dæk af, fortæller en læge på Tahrir-pladsen.
- Vi kan høre skud nu, og der er rigtig mange sårede.
I den sydlige by Basra er tre demonstranter lørdag blevet dræbt og adskillige såret. Det skete, da sikkerhedsstyrker ryddede en protestlejr uden for provinsregeringens hovedkvarter, oplyser lægekilder.
I den hellige by Kerbala syd for Bagdad blev massevis af telte tilhørende demonstranter reduceret til aske, da sikkerhedsstyrker kastede brandvarme tåregasbeholdere mod dem.
Lørdagens blodbad kommer, efter at Iraks politiske elite angiveligt er blevet enig om at slå ring om premierminister Adel Abdel-Mahdi, hvis regering trues af de største og mest dødelige græsrodsprotester i Irak i årtier.
Omkring 300 demonstranter er blevet skudt og dræbt siden den 1. oktober.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP