Forsvarsminister forsvarer feltpræsterne
Her er feltpræst Victor Greve i gang med at velsigne en dansk deling inden en mission.
Selvom kirkeministeren har kritiseret de danske feltpræster, siger forsvarsminister Nick Hækkerup nu, at feltpræsterne må gøre, som de vil.

"Om præsterne laver piruetter, klasker folk på skulderen, trykker dem i hånden eller laver V-tegn, vil jeg ikke blande mig i, hvis det giver soldaterne tryghed."

Sådan lyder udmeldingen fra forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i dag ifølge Jyllandsposten, efter de sidste dages debat om danske feltpræsters ageren i Afghanistan.

Dermed taler han stik imod sin ministerkollega, kirkeminister Manu Sareen (R), der mandag overfor Avisen.dk udtrykte bekymring.

"Det er problematisk, hvis feltpræsten går ind og bliver krigerisk i sin velsignelse," sagde han dengang til Avisen.dk.

Feltpræster velsigner før kamp

Nick Hækkerup mener altså ikke, at det er et problem, at danske feltpræster velsigner soldaterne lige inden, de går i kamp.

En video på Youtube har ellers vakt forargelse i det kirkelige samfund og altså hos kirkeministeren, fordi den viser en feltpræst, der velsigner soldater i kampvogne, hvorefter han viser sejrstegnet med fingrene og slår sig to gange på brystet.

Overfor Jyllandsposten udtrykker SF's forsvarsordfører, Holger K Nielsen, også uenighed med forsvarsministeren.

"Jeg synes, at den del er meget upassende. Der er jeg helt enig med de biskopper, der har været meSet kritiske," siger han til avisen.

Kilde: Jyllands-Posten