I august 2012 nedlagde Coop 200 stillinger i organisationens hovedkvarter. 173 ansatte mistede i den forbindelse arbejdet.
Nu er den så gal igen. Coop gennemfører en større fyringsrunde i Koncernøkonomi, og flere funktioner bliver rykket til Indien allerede i løbet af sommeren. Det oplyser Newspaq.
- Der sker to ting, vi udliciterer lønadministrationen til KMD, og der overgår 24 medarbjdere til KMD. Derudover udliciterer vi bogholderi og regnskab til Indien og opsiger 62 medarbejdere, siger Mikael Koch, der er koncernøkonomidirektør, til Newspaq.
De 62 opsigelser er fra dags dato med aftrædelse i sommerens løb, når opgaverne er flyttet.
Formålet med slankeøvelsen er at styrke konkurrenceevnen i et presset marked for at få omkostningerne ned.
Coop har 1200 butikker fordelt over hele landet. Der er cirka 36.000 ansatte i Coop-familien, som består af kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Irma og Fakta.
Den samlede detailomsætning i Coop var på 43,8 milliarder kr. i 2011.