Det russiske regime spiller en stadig større rolle i trusselsbilledet mod Danmark.
Det er tirsdag kommet frem i forbindelse med udgivelsen af Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) årlige risikovurdering.
Der har været forlydender om, at Rusland har forsøgt at påvirke valg og afstemninger i USA, Storbritannien og Frankrig.
Det samme kan ske i Danmark, vurderer FE-chef Lars Findsen.
- Den påvirkningstrussel kan nok også materialiseres i Danmark frem mod et folketingsvalg. Den trussel orienterer vi om, siger han.
- Fra regeringens side er der lavet en valghandlingsplan, hvor der er foretaget en række foranstaltninger om, hvordan vi skal forsøge at håndtere den trussel. Et element i planen er, at vi efterretningstjenester taler med partierne, tilføjer Lars Findsen.
Folketingsvalget skal senest holdes til sommer næste år.
Han fortæller, at angrebene kan ske i form af læk og hackerangreb på politikere, journalister, bloggere, meningsdannere, interesseorganisationer og i erhvervslivet.
Foruden Rusland peger Lars Findsen på, at cyberangreb i al almindelighed og terrorangreb fortsat udgør de største trusler for Danmarks sikkerhed.
- Det trusselsbillede, vi ser i disse år, er globalt. Det bliver stadig mere komplekst, og på en række områder er det ganske alvorligt.
I risikovurderingen skriver Forsvarets Efterretningstjeneste, at det er blevet et grundvilkår, at der er en meget høj risiko for hackerangreb.
Det gælder både mod danske virksomheder og myndigheder. Motiverne bag angrebene er typisk spionage og berigelseskriminalitet.
/ritzau/