Kvinder tænker for meget over deres køn. Det mener iværksætter Martin Thorborg, der selv er administrerende direktør i IT-virksomheden Dinero.
I det daglige tænker han ikke over, at hans køn skulle påvirke hans ledelsesstil.
"Det tror jeg heller ikke, at mine medarbejdere gør," siger han.
Ikke desto mindre mener langt størstedelen af danskerne, at der er forskel på mandlige og kvindelige chefer.
Læs også: Danskere: Mænd og kvinder er forskellige som chefer
Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet blandt 611 personer for Avisen.dk. Her er det særligt kvinderne, der oplever, at kønnet påvirker ledelsesstilen.
Men kvinderne overvurderer kønnets betydning, mener Martin Thorborg.
"De tager kønnet til indtægt for nogle forskelle, de har oplevet i konkrete tilfælde. Men det kan lige så godt handle om, at forskellige chefer gør tingene på forskellige måder," siger han.
Snak lidt mindre om køn
Martin Thorborg har aldrig selv oplevet, at mandlige chefer skulle være bedre end kvindelige eller omvendt.
Læs også: Følsomme kvinder. Sikke en omgang bavl
Han har heller ingen præferencer, når han skal ansætte medarbejdere. Men han har flere gange oplevet, at kvindelige ansøgere har følt sig forbigået på grund af deres køn.
"Men når jeg ikke har ansat dem, så har det ikke noget med deres køn at gøre. Så var det fordi, de ikke var den bedste til jobbet," siger han.
Når kvinderne tolker alting i forhold til deres køn, kan det skyldes, at medierne fokuserer for meget på kønsforskelle, mener Martin Thorborg.
"Måske skulle vi bare tale lidt mindre om det," siger han.
Den var ikke gået med en kvindelig chef
Martin Thorborg medgiver dog, at omgangstonen på arbejdspladsen måske havde været mindre lummer, hvis der havde været en kvindelig chef.
Han har primært mænd ansat, og det påvirker omgangstonen, mener han.
"Det giver jo en del mandehørm, og drengene ville nok opføre sig lidt anderledes, hvis de havde en kvindelig chef," siger han.
Eksempelvis nominerer medarbejderne hver uge en række kvinder til 'fredagspigen' og kårer den pæneste.
"Den var nok ikke gået med en kvindelig chef," siger Martin Thorborg.