Det kan være svært at samle mod til at kritisere sin chef, men ikke desto mindre er det utrolig vigtigt at gøre det, hvis du ikke er tilfreds med vedkommendes ledelsesstil, skriver djoefbladet.dk
Kritikken af chefen kan for eksempel handle om konkrete ting som manglende resourcer til at løse en opgave, tid, kompetencer og rammer. Men det kan også være mindre konkret og handle om måden, vedkommende er leder på eller personens værdier.
For at få kritikken afsendt og modtaget på bedst mulig vis bør du følge disse råd, som Frederik Iuel fra Djøfs Karriere og Kompetencecenter har opstillet.
- Skeln mellem følelser og fakta: Der er altid to sider i en sag - din og lederens. Derfor er det vigtigt at være så konkret som muligt.
- Stil dig selv nyttige spørgsmål: Brug spørgsmålene til at finde ud af, hvad lederen gør galt, og hvilke konsekvenser det har for din rolle som medarbejder.
- Udsæt ikke samtalen for længe: Få det overstået med det samme. Du skal ikke vente til performancesamtalen eller MUS-samtalen.
- Gå først til en fortrolig: Hvis du er tvivl, om du kan gå direkte til din leder med kritikken, så vend lige problematikken med en fortrolig kollega eller en tillidsrepræsentant.
Kilde: djoefbladet.dk