Så er det på tide at bringe EU ind i valgkampen, mener Dansk Folkeparti.
Det understreger partiets formand Pia Kjærsgaard og EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) under et pressemøde i dag, hvor de fremlægger tre krav til EU-politik i samarbejde med en VK-regering.
"Hvis Europa skal have mere indflydelse på Danmark, skal Danmark også have mere indflydelse på EU," siger Messerschmidt som overordnet catch frase for partiets Europapolitik.
For det første vil DF have medlemsrabat på EU-kontingentet. Konkret vil de have, at den årlige regning på 18 milliarder sættes ned med to milliarder. Lande som Sverige og Storbrittanien har lignende rabataftaler.
Dernæst kræver de, at regeringen går imod Frankrig, der har anlagt sag mod EU-Parlamentet. Frankrig ønsker at stoppe parlamentet i at begrænse de flytteture, der en uge om måneden bliver foretaget mellem Bruxelles og Strassbourg. Flytteriet koster EU halvanden milliard hvert år.
DF har af flere omgange forelagt det ønske for udenrigminister Lene Espersen, som har afvist det.
Sidst, men bestemt ikke mindst, ønsker Dansk Folkeparti et endeligt opgør med EU om grænsekontrollen.
"Vi vil ikke acceptere, at den danske regering lægger sig ned, så må sagen til EU-domstolen," siger Morten Messerschmidt.
Han understreger yderligere, at hvis EU-domstolen bedømmer, at den øgede danske grænsekontrol er imod Schengen-aftalen, så skal regeringen "give håndslag på," at de vil arbejde for at ændre Schengen-aftalen.
Kravene er dog ikke ultimative, lyder det fra formand Pia Kjærsgaard.
"Der er noget der betyder mere for os end andet. Derfor kalder vi det krav, men man skal aldrig stille ultimative krav i politik, og det er det her heller ikke," siger Pia Kjærsgaard til Newspaq.
I vanlig Dansk Folkeparti stil hører der også en lille gimmick med det nye EU-fokus.
Danmark har nemlig fået en nyt (fup)ministerium - Europaministeriet. Der er oprettet en tilhørende hjemmeside med partiets EU-kampagne. Ministerposten har Morten Messerschmidt taget på sig i partiets forsøg på at sætte fokus på samarbejdet med EU.