Der skulle en pandemi til, før Belgiens partier langt om længe kunne enes om at bakke op om en ny regering med premierminister Sophie Wilmès i spidsen.
Det er 10 måneder siden, at de belgiske vælgere gik til stemmeurnerne og sammensatte et nyt parlament. Men siden da har partierne ikke kunnet enes om en ny regering.
Torsdag stemte et flertal af partierne i det belgiske parlament for Wilmès' regering ved en tillidsafstemning.
Det er den første regering, Belgien har haft siden december 2018.
Som resten af verden er Belgien ramt af coronakrisen, og den skal regeringen sætte alt ind på at bekæmpe - i hvert fald i en begrænset periode. Wilmès' regering, der består af tre partier, kan nemlig højst sidde i seks måneder.
I det maksimalt halve år, regeringen har fået mandat til at lede landet, skal den styre landet ud af coronakrisen.
- I denne hidtil usete situation er det afgørende, at vi arbejder sammen, sagde Sophie Wilmès forud for tillidsafstemningen.
Ni partier i det splittede land stemte for Wilmès og hendes regering. Men det nationalistiske N-VA nægter at bakke hende op.
Partiets leder, Theo Francken, fordømmer det, han betegner som et "corona-diktatur" og betegner hendes flertal som "illegitimt".
Belgien har længe været uden en regering, fordi N-VA trak støtten til den daværende premierminister, Charles Michel, fordi han ikke imødekom partiets krav om en strammere udlændingelov.
Et valg, der blev holdt i maj, gav de politiske yderfløje fremgang, men gjorde det ikke nemmere at danne en regering.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP