Af Anne Winther - anwi@avisen.dk

Balletdansere på Det Kongelige Teater presses på scenen, selvom de er syge, har feber og smerter. De må tage smertestillende piller og antidepressiv medicin, og danserne bliver i det hele taget behandlet »umenneskeligt.«
Det siger flere balletdansere fra Det Kongelige Teater, der har valgt at bryde tavsheden om forholdene i det prestigefyldte dansekorps.

»Jeg danser i konstant smerte, og i dag brød min garderobemakker sammen, fordi hun har så ondt og er så udmattet, at hun er nødt til at fylde sig med smertestillende, bare for at klare det. Vi bliver pålagt at presse vores smerte- og helbredsgrænser i en grad, hvor det i enkelte tilfælde har været potentielt livsfarligt,« siger en ung danser.

Hun har valgt at være anonym, fordi hun er bange for at blive fyret fra Det Kongelige Teater. En anden ung danser siger:
»Når folk giver udtryk for, at de ikke er i stand til at danse, opfattes det som dårlige undskyldninger. Der passes ikke særlig godt på folk.«

Lykkepiller
Thomas Garulf, som forlod balletten for 10 år siden, blev tilbudt gigtpiller mod smerter fra 16-årsalderen, og siger, at »i perioder kan man tale om en vis form for doping«.
Den ene af danserinderne fortæller også, at der jokes med, at der skulle stilles slikautomater med lykkepiller op i dansesalene, fordi så mange af danserne tager eller har taget antidepressiv medicin.

»Der er ikke plads til livet herinde. Vi skal søge om orlov for at gå til begravelse, og det er ikke sikkert at den bliver givet – min veninde fik afslag, da hendes mormor døde.«

 Philip Schmidt som forlod Det Kongelige Teater for fem år siden, har ikke taget antidepressiv medicin, men nikker genkendende til det smertestillende:
»Jeg var på antiinflammatoriske og smertestillende piller. Jeg har indtryk af, at det er hårdere for de kvindelige dansere, men har man ondt, så tager man en smertestillende, og så danser man på det,« siger Philip Schmidt

Ifølge den ene danserinde er dansen blevet hårdere, og i modsætning til i sportens verden er der ingen med den fornødne ekspertise, der holder øje med, hvor meget belastning danserne bliver udsat for, og hvor meget de kan tåle.
»Man skal selv sige stop, men hvis man gør det, er man svag, og der bliver rynket på næsen.«

Dette bakkes op af den anden danserinde:
»De passer ikke særlig godt på folk, nogle dansere lytter de til, andre får bare af vide, at de skal bide det i sig.«

Flere søger væk
Dette pres kan Philip Schmidt godt genkende, men han tilføjer, at presset også kommer fra danserne selv:
»Man går imod sin egen krop for at gøre et godt indtryk og score point hos ledelsen og for at danse de roller, man gerne vil.«
Robotter

Inden for de sidste tre år har syv dansere sagt op. Et tal der ikke umiddelbart lyder af meget, men som ifølge danserne er højt for balletten, hvor folk oftest bliver, til de pensioneres.
»Der er mange, der ikke er særlig glade for at være her for tiden, fordi det er blevet endnu hårdere både mentalt og fysisk.«

Ud over det store fysiske pres påpeger alle fire dansere det psykiske miljø ved balletten:
»Det er en maskine, der prøver at konvertere mennesker til robotter. Der er ikke plads til livet. Vi skal søge om orlov for at gå til begravelse, og det er ikke sikkert, at den bliver givet – min veninde fik afslag, da hendes mormor døde.«

Samme danserinde fortæller, at der jokes med, at der skulle stilles slikautomater med lykkepiller op i dansesalen, fordi så mange af danserne tager og har taget antidepressiv medicin,
»Alene blandt de af mine venner, som er dansere, har fem med sikkerhed været på lykkepiller inden for det seneste år«.
Stressende tilstand

Ikke plads til mennesker
Det Kongelige Teater har en samarbejdsaftale med psykolog Jörn Thaning, som henviser til sin medarbejder psykiater Gordon Wildschiødtz, hvis han skønner, at der kan være brug for medicinsk behandling. Men Gordon Wildschiødtz kan ikke genkende den udbredte brug:
»Jeg har meget få balletdansere i behandling, men det er klart, at det er en stressende tilstand at være i, og de kan rammes af stressrelaterede
symptomer, som de måske får behandlet medicinsk hos deres praktiserende læge.«

Thomas Garulf og Philip Schmidt forlod begge Det Kongelige Teater, fordi de ikke følte, at der var plads til dem som mennesker og selvstændige individer, og at det kvalte deres passion for balletten. Samme kritik kommer de to danserinder med, så hvorfor bliver de?
»Vi bliver opdrættet til at være kongelige balletdansere på Kongens Nytorv og intet andet. Det er min identitet. Jeg har aldrig været andet.«
»Man får ikke lov at komme ud og se, om der er andre muligheder for en. Jeg er opvokset her, så det er svært at sige farvel.«

Nyhedsavisen har forsøgt at få en kommentar fra Det Kongelige Teater, men de har ikke ønsket at medvirke.