Sig godmorgen. Spørg om du kan hjælpe, hvis opgaverne tårner sig op på kollegaens bord. Og hold ikke igen med de sjove bemærkninger. Heller ikke selv om I har travlt.
Sådan lyder lægesekretær Anni Bech Westerdahls opskrift på et godt samarbejde mellem kolleger på arbejdspladsen. Det er de små ting i hverdagen, der styrker sammenholdet, understreger hun.
- Det hjælper meget, at folk tager ansvar og hjælper hinanden. Det er også vigtigt, at man selv siger det, hvis man har en øv-dag, så man ikke kommer til at vrisse af kollegerne, siger Anni Bech Westerdahl, der arbejder på Bornholms Hospital.
I efteråret blev hun hyldet og kåret som 'Årets ansvarsfulde kollega' af fagforbundet HK. Anni Bech Westerdahl fik titlen, fordi hun tager ansvar, sørger for god stemning og en pæn tone blandt kollegerne. Og fordi hun ikke overdrager en halvfærdig opgave, men sørger for, at tingene er i orden, som der stod i motivationen.
- Man kommer hurtigere igennem dagen, og man når måske også lidt mere, når der er en positiv ånd blandt kollegerne. Hvis der er en, der går og brokker sig hele tiden, enten over opgaver eller ledelsen, så smitter det af, og så når man ikke så meget, siger Anni Bech Westerdahl.
Hun tilføjer, at det også er vigtigt, at man er i stand til at tage imod konstruktiv kritik fra kollegerne.
- Vi er gode til at rose hinanden, men det er også vigtigt, at man kan tåle at blive irettesat. På en konstruktiv måde, siger Anni Bech Westerdahl.
En ny undersøgelse om danskernes holdninger til kolleger, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk, viser blandt andet stor opbakning til de, der bidrager til den muntre stemning på jobbet. Også kolleger, der stiller sig i spidsen for fælles arrangementer eller trommer sammen til morgenmad eller kagespisning får stor anerkendelse.
Danskerne bryder sig derimod ikke om kolleger, der tager æren for andres arbejde, eller kommer med nedladende bemærkninger.
Når Anni Bech Westerdahl studerer undersøgelsens resultater, nikker hun genkendende til mange af svarene. For eksempel den store opbakning til kolleger, der har bidrager til stemningen med sjove bemærkninger. Det er vigtigt at have overskud til den slags, siger hun.
- Det er de der småting, der betyder noget. For eksempel når der er en, der siger noget sjovt på en dag, hvor vi har totalt travlt, og alle bryder sammen af grin, siger Anni Bech Westerdahl.
Hvis hun ved, at der venter nogle hårde dage forude for lægesekretærerne, kan hun finde på at bage en kage til kollegerne eller 'lige hælde nogle vingummier op i en skål.' Anni Bech Westerdahl understreger igen, at det er de små ting i hverdagen, som viser sig at have afgørende betydning.
- Det er også vigtigt at man rydder op efter sig, så den næste kollega, der møder ind, føler sig velkommen, siger hun.
Det er Anni Bech Westerdahls erfaring, at den gode stemning blandt kolleger, også på tværs af faggrupper, har afgørende betydning, når der sker forandringer på arbejdspladsen. På Bornholms Hospital er det omdiskuterede it-system, Sundhedsplatformen, blevet en del af hverdagen. Oveni andre forandringsprojekter, som har tæret på kræfterne blandt de 600 medarbejdere.
- Havde vi ikke haft den gode kollega-mentalitet, tror jeg faktisk ikke, at folk var kommet igennem de mange forandringer, siger Anni Bech Westerdahl, der selv mærkede kollegernes støtte, da hun havde ondt i ryggen.
- De sørgede for at lægge en oppustet badering på min stol, så jeg kunne sætte mig blødt og skåne ryggen. Den slags omsorg betyder meget, understreger lægesekretæren.