Pengene fosser lige nu ud af andelsboligforeningerne.
Den offentlige vurdering af foreningernes værdi vil nemlig blive sat drastisk ned i forhold til den seneste vurdering fra 2008. Det skriver Søndagsavisen.
På vurderingen i 2006 steg priserne på andelsboliger voldsomt, blandt andet fordi boligspekulanter fik priserne på etageejendomme op i et uhørt højt niveau, så de kunne belåne ejendommene i bankerne.
"Nu er de fleste spekulanter gået konkurs, og priserne har stabiliseret sig på et nyt og lavere niveau," siger Stig Plon Kjeldsen, der er analysechef i Nybolig Erhverv.
Hans beregninger frem mod den kommende vurdering viser, at priserne er faldet med 30-40 procent, og det kan betyde store tab for andelshavere, der ønsker at sælge deres andel.
Samtidig får vurderingerne ikke nogen betydning for boligafgiften.
Derfor tror direktør i EDC Erhverv, Jørgen Jørgensen, at de nye vurderinger vil udløse et ramaskrig.
"De, som har købt til de høje priser, vil sige, at de er blevet snydt," siger han til Søndagsavisen.
Stig Plon Kjeldsen mener dog også, at de lavere vurderinger vil have en positivt afsmitning på andelsboligmarkedet.
"Jeg tror, at mange ejendomsmæglere venter med spænding på den nye vurdering. Den kan betyde, at maksimalpriserne kommer ned under, hvad folk vil betale. Så en lavere vurdering kan resultere i, at andelsboliger igen sælges til folk på venteliste og ikke via en mægler," siger han.
Skat, der står for vurderingerne, er først lige begyndt at regne på tallene.