For it-virksomhederne er manglen på it-kyndige et stort problem. Men der er nogle, der nyder godt af det.
It-virksomheder er desperate: Rekrutterer studerende tidligt
En af dem er 23-årige Lucas Puvis de Chavannes. Han læser softwareudvikling på IT-Universitetet i København (ITU) og føler en stor tryghed i, at han er så godt som sikker på at få et job, når han er færdiguddannet.
- Det er dejligt at vide, at man er sikret i fremtiden. Jeg har slet ingen bekymringer over, om det kommer til at gå, når jeg er færdig, siger han til Avisen.dk.
De studerende bliver revet væk
Når Lucas Puvis de Chavannes og hans medstuderende vandrer ned igennem ITU for at tjekke de forskellige virksomheder ud til den årlige karrieremesse, når de ikke ret langt, før der bliver revet og flået i dem.
It-virksomhederne er nemlig hungrende efter it-specialiseret arbejdskraft, og de studerende på landets it-uddannelser oplever at blive kontaktet af virksomheder allerede i starten af uddannelsesforløbet.
- Virksomhederne vil meget gerne tale med os. Vi kan se, hvilke linjer virksomhederne vil tale med studerende fra. På softwareudvikling vil alle have os, siger Lucas Puvin de Chavannes.
Da den fremtidige softwareudvikler søgte uddannelsen, var det af ren interesse, men velvidende om, at et job i fremtiden var rimelig sikkert.
”Det er jo dem, der er pressede for at få os”
Selvom man kunne forestille sig, at der godt kunne ligge et pres i at være så eftertragtet og nærmest blive revet i af samtlige virksomheder, ser Lucas Puvis de Chavannes ikke sådan på det.
- Jeg tager det meget stille og roligt. Der er mange, der gerne vil have en, men jeg ser det ikke som et stort pres. Det er jo dem, der er pressede for at få os, siger han.
Lucas Puvis de Chavannes har ligesom de fleste andre studerende på ITU, der søger, fået et studiejob. Han har lige haft første dag hos Dansk BiblioteksCenter, der leverer it-løsninger til de danske biblioteker.
- Jeg var til jobsamtale, og de spurgte mig efter ti minutter, hvornår jeg havde mulighed for at starte. Det er jo en ekstrem rar position at være i set fra min side, siger Lucas Puvis de Chavannes.