For lidt indflydelse giver offentligt ansatte stress
For lidt indflydelse på arbejdet giver mange offentligt ansatte stress.
48 procent af de offentligt ansatte, der har ringe eller ingen indflydelse på deres arbejde, føler sig meget stressede.
48 procent af de offentligt ansatte, der har ringe eller ingen indflydelse på deres arbejde, føler sig meget stressede. Foto: Scanpix/arkiv


Medarbejdere, der har ringe indflydelse på deres arbejde, er langt mere stressede end andre.

Det viser en ny undersøgelse fra forbundet FOA, hvor 2.408 medlemmer har deltaget.

Hele 48 procent af de medarbejdere, der har ringe eller ingen indflydelse på deres arbejde, føler sig meget stressede. Til sammenligning er det kun 13 procent af de lavtlønnede offentligt ansatte, der har væsentlig indflydelse på løsningen af deres opgaver, som er ramt af stress.

"Indflydelse er den absolut vigtigste faktor, når det handler om at undgå stress, for den kan bruges til at opnå kontrol for den enkelte medarbejder. Hvis man ikke føler, at man har kontrol øges mængden af stresshormoner," siger stresseksperten Thomas Milsted til fagbladet FOA.

Han peger på, at kontrol over arbejdsmængde, arbejdstempo og opgavetyper er helt afgørende.

"Hvis man har indflydelse på de tre forhold, skal der rigtig meget til for at opleve stress."

For mange SOSUer, pædagogmedhjælpere og andre FOA-medlemmer kniber det med indflydelse og kontrol på netop disse vitale områder. Næsten tre ud af fire oplever, at de har fået en større arbejdsmængde, for hver femte handler det om en 'meget større'.

Thomas Milsted frygter, at der mangler ressourcer i kommuner og regioner til at gøre noget ved problemerne.

"I de kommuner, hvor der er mest stress, gør man mindst ved det, fordi der ikke er råd til det. Det bliver til en form for lammelse. Stress-problemet er erkendt hele vejen rundt, men lederne ved ikke, hvad de skal gøre ved det. Og det bliver bare endnu værre, hvis politikerne ikke vil melde ud, at der altså er noget, der ikke skal laves."

FOAs medlemsundersøgelse viser dog, at på de arbejdspladser, der prioriterer at forebygge arbejdsmiljøproblemer, er medarbejderne markant mindre stressede.

Arbejdsmiljøkonsulent i FOA, Charlotte Bredal, mener, at lederne skal involvere medarbejdere mere i den konkrete løsning af opgaverne.

"Man kan jo forhandle de mål, der er for arbejdet, og det er medarbejderne, der sidder med ekspertisen og ved, hvor skoen trykker. Ved at inddrage dem mere, kan man mindske stressen," siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.