Helene blev hjerneskadet af stress: Chefen fik mig til at fortsætte
Helene Aagaard var jævnligt alene med ti vuggestuebørn og oplevede ingen støtte fra sin arbejdsplads til at håndtere den stigende stress.
Helene Aagaard er nu ved at blive udredt for mulig PTSD. Hun skriver på en blog om sine oplevelser og kommer i kontakt med mange, der har oplevet noget lignende.
Helene Aagaard er nu ved at blive udredt for mulig PTSD. Hun skriver på en blog om sine oplevelser og kommer i kontakt med mange, der har oplevet noget lignende. Privatfoto


- Jeg har altid været en glad, selvstændig og selvforsørgende pige, fortæller Helene Aagaard, der er 35 år og uddannet pædagog.

Men sådan er det ikke længere.

Hun arbejdede i en længere periode under, hvad hun i dag kalder "et umenneskeligt arbejdspres", og mødte ingen forståelse fra arbejdspladsen, når hun prøvede at bede om hjælp. Selv ikke da både hendes psykolog og egen læge sygemeldte hende med stress, blev det accepteret af Helene Aagaards leder, som overtalte hende til at arbejde videre.

Det havde store konsekvenser. I dag har hun fået konstateret en belastningsreaktion, som har skadet hendes hjerne permanent.

- Jeg kan måske se frem til et liv i fleksjob, hvis det går allerbedst. Det må tiden vise, siger Helene Aagaard.

Det er nu to et halvt år siden, hun blev syg, og Helene er ved at blive udredt for PTSD – post-traumatisk stress syndrom.

Stressen kom snigende

250.000 - 300.000 danskere lider ifølge Stressforeningen af alvorlig stress, og hver eneste dag er 35.000 sygemeldte med stress. Men Helene Aagaard oplevede, at hverken ledelsen eller hendes kolleger tog hende alvorligt. Og hun formåede heller ikke selv at sige fra.

- Stressen kom snigende ind i mit liv. Jeg kunne godt mærke, at der var noget helt galt med mine arbejdsforhold. Men jeg holdt fast i den melding, jeg hele tiden fik, om, at det nok skulle blive bedre snart, fortæller hun.

I dag ved hun, at hun burde have reageret tidligere på de mange tegn på, at noget var galt.

Helene havde arbejdet i flere forskellige job som socialpædagog, da hun blev ansat i en nystartet, privat daginstitution med både vuggestue, børnehave og SFO. Det var en meget lille institution i en landsby, som blev oprettet i tilknytning til en ny privatskole, da den lokale folkeskole lukkede.

Men allerede fra begyndelsen gik det skævt, fortæller Helene Aagaard.

- Der var ikke styr på tingene. Bestyrelsen besluttede, at der ikke skulle være en leder i starten, og efter noget tid valgte de så en leder fra personalegruppen. Men hun havde slet ingen ledererfaring, siger Helene Aagaard.

Alene med ti småbørn

Selv fik hun det pædagogiske ansvar for vuggestuen.

- Det var et meget hektisk arbejdsliv. Der var mange sygemeldinger, og man kunne ikke være sikker på at få en vikar ind, fortæller Helene Aagaard.

- Jeg var de fleste dage alene flere timer om morgenen og skulle tage imod op til 10 børn på et til tre år. Jeg skulle sige ordentligt godmorgen til dem alle, nogle skulle trøstes, nogle skulle have mad, andre skulle have skiftet ble. Jeg måtte ikke kalde på en anden ansat, når jeg skulle skifte ble. I stedet skulle jeg bære de børn, der ikke kunne være alene, ind på anden stue, fortæller hun.

Helene Aagaard begyndte at få fysiske symptomer som røde knopper på armene, som kom og gik, og en voldsom træthed. Men hun slog det hen, da det jo kunne være en influenza, der lå og lurede. Og arbejdet skulle jo passes.

- Jeg havde det, som om jeg var en blæksprutte, fordi jeg skulle levere så meget. Jeg var meget utilpas og træt. Til sidst var det som at bestige et bjerg, hver gang jeg skulle udføre en arbejdsopgave.

Brød sammen i bilen

Når Helene Aagaard kontaktede lederen eller bestyrelsen med sine bekymringer for den lave bemanding, blev det affejet.

- Jeg forsøgte at tale med bestyrelsen, men svaret var altid, at ”du skal bare lige holde lidt mere. Vi skal lige have lidt flere penge ind i institutionen”, husker hun.

Til sidst blev hun så dårlig, at hun brød sammen i bilen en morgen på vej til arbejde. Hendes mor fik hende sendt til lægen, hvor hun fik at vide, at hun havde begyndende stress. Hun skulle også starte hos en psykolog, men der var to måneders ventetid.

Helene Aagaard var sygemeldt i en uge og tænkte selv, at så var hun nok klar til at vende tilbage på arbejde. Og hverken hendes kolleger eller leder havde nogen forståelse for, at hun havde brug for et mindre arbejdspres. Nogle arbejdsopgaver blev byttet rundt, men hun fortsatte på 37 timer om ugen.

En enkelt dag fik hun lov at gå lidt tidligere hjem. Det var det, husker Helene Aagaard.

Hun havde på det tidspunkt intet socialt liv tilbage, var konstant udkørt og sov en masse. Hun måtte også flytte ud af sin villa og hjem til forældrene.

To en halv måneder senere kom Helene til det første møde hos psykologen.

- Jeg brød simpelthen helt sammen. Psykologen aftalte med min læge at sygemelde mig på stedet, fortæller hun.

Praktisk gris

Men hun ville ikke bare ringe og melde sig langtidssyg, så hun kørte hen til arbejdet for selv at sige det til lederen.

Og der var beskeden til Helene Aagaard en anden: "Vi kan ikke undvære dig i skemaet, så du bliver nød til at arbejde på fuld tid resten af ugen. Du kan være praktisk gris."

Det var en tirsdag morgen, husker hun.

- Det var meget, meget ubehageligt. Jeg var desværre alt for syg til at kunne sige fra. Mine evner til at tænke selv var ødelagt, og derfor fandt jeg mig i det, fortæller Helene Aagaard.

- Så jeg mødte troligt op resten af ugen. Og jeg havde det enormt svagt, det blev bare værre dag for dag. Om fredagen kunne jeg ikke finde ud af at putte klodser i en kasse eller sætte dukker på plads.

Alvorlig depression

Samtidig oplevede hun, at kollegaerne ikke kunne forstå, at der skulle være noget galt.

- Der var en, som fortalte, at hun syntes, man bare skulle tage sig mere sammen. Puha, det blev jeg godt nok ked af, siger Helene Aagaard.

Hun havde meget dårlig samvittighed over at skulle sygemeldes. Og da hun endelig kunne stoppe med at arbejde, fortsatte hun med at få det dårligere.

- Min stress udviklede sig til en meget svær depression og til sidst en belastningsreaktion. Jeg havde nedbrudt mig selv mere og mere og til sidst æder det af hjernen, siger hun.

Og Helene Aagaard er ikke alene om den oplevelse. Tempoet er på mange arbejdspladser så højt, at medarbejderne risikerer at brænde ud og få fysiske sygdomme. Sidste år løftede Arbejdstilsynet pegefingeren hele 546 gange på grund af stor arbejdsmængde og tidspres, og pædagoger er en af de særligt udsatte faggrupper. Det viser en analyse, som UgebrevetA4 for nyligt har lavet af Arbejdstilsynets dataportal, Tilsyn i tal.

Psykologen kunne til sidst ikke hjælpe Helene Aagaard længere, og hun kom i behandling i psykiatrien. I dag, to et halvt år senere, er hun ved at blive undersøgt for PTSD. Men nu er hun også kommet på den anden side af depressionen.

Hun skriver på en blog om sine oplevelser og kommer i kontakt med mange mennesker, der også har været berørt af stress eller depression.

- Jeg havde selv sådan brug for, at der blev lyttet til mig og taget hånd om de ting, som jeg i lang tid forsøgte at sige. Det var umenneskeligt at gå alene med det pres.

- Jeg får rigtig mange positive og varme beskeder fra folk, der er glade for, at jeg tør at åbne op for det her. For mange går selv og føler sig helt alene med deres sygdom, fortæller Helene Aagaard.

Hun håber på at kunne være med til at bekæmpe den følelse af skam, som hun også selv oplevede ved at få stress.

- Det har desværre haft store konsekvenser for mit liv. Førhen har jeg altid været fuldstændig sund og rask - også psykisk. Jeg har store vanskeligheder i min hverdag nu. Jeg bliver meget hurtigt træt og har brug for rigtig meget hvile.

Helene Aagaard ved, at hun aldrig bliver helt rask, men hun er optimistisk for det liv, hun kan skabe sig i fremtiden med de nye vilkår.

- Mit budskab er, at vi alle kan ende med en psykisk sygdom. Derfor er det så vigtigt at få de her ting ud i det åbne, siger Helene Aagaard.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.