Regeringen må stoppe med at skære ned på børnehaver, ældrepleje og anden offentlig velfærd i kommunerne - ellers kommer der et kommunalt oprør.
Sådan lyder det fra foreningen Velfærdsalliance-dk, som er blevet stiftet af 14 københanske fagforeninger med det formål at få fjernet regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, som tvinger kommunerne til at spare endnu mere end normalt de kommende år - hvilket både vil medføre fyringer af offentligt ansatte og dårligere service for borgerne.
Bevægelsen holdt torsdag stormøde i Amager Bio i København, hvor over 1.000 tillidsvalgte var mødt frem, skriver fagforeningerne bag initiativet i en pressemeddelelse.
Gerne valgkamp nu
Lokalpolitikere fra SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne deltog også.
- Regeringen skal stå til ansvar for de forringelser, den pådrager kommunerne. Vi ser gerne en valgkamp nu, og meget gerne en valgkamp, der handler om den kommunale velfærd, sagde Lars Aslan Rasmussen (S) fra Københavns Borgerrepræsentation ifølge pressemeddelelsen.
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) deltog ikke på mødet, men bakker om modstanden mod omprioriteringsbidraget. Han har tidligere kaldt spareplanerne for en slags tyveri.
Omsorg kan ikke effektiviseres
Blandt de fagforeninger, som står bag initiativet, er blandt andet lokale afdelinger af FOA, BUPL, 3F og Landsforeningen af Socialpædagoger.
- Man kan ikke rationalisere yderligere på relationer, omsorg og behandling. Nu slår vi som offentligt ansatte den berømte streg i sandet og vælter det omprioriteringsbidrag, sagde næstformand i LFS, Jan Hoby, ifølge pressemeddelelsen blandt andet i sin tale.
Velfærdsalliance-dk har også varslet demonstrationer mod omprioriteringsbidraget. De kommer til at foregå den 9. marts i København, den 10. marts i Aalborg og den 12. maj som landsdækkende demonstration.