Den arbejdsløse alt-mulig-mand Jan Luplau skulle så gruelig meget igennem, før han igen fik noget at stå op til om morgenen.
Avisen.dk fortalte i sidste uge, hvordan 57-årige Jan Luplau har søgt 3.500 job i løbet af de sidste tre år. Kun 150 gange vendte virksomhederne tilbage med et svar. Og hver gang havde de samme svar. Tak, men nej tak.
Selvom han har arbejdet hele sit liv – lige indtil krisen gjorde ham arbejdsløs – frygtede han, at han aldrig ville få job igen. Fandt han ikke et job snart, ville han miste sine dagpenge til næste sommer.
Men efter Avisen.dk fortalte om Jan, lavede TV2 Øst et tv-indslag om ham, og så var der pludselig bid. Kirsten Andersen fra bostedet Muslingen i Vestsjælland ringede i sidste uge og tilbød Jan job som pedel.
”Først var jeg i tvivl. Var det en joke, eller var det noget løntilskud? Men det var det ikke. Det er en virkelig solstrålehistorie,” fortæller Jan Luplau.
Træt i seng
Han skal reparere, gå til hånde, slå græs og ordne lidt af hvert på de to adresser på bostedet, der huser 12 unge.
Første arbejdsdag var mandag.
”Det er det her, jeg har gået og længtes efter. Man synker mere og mere sammen og føler ikke, at man er noget værd, når man er arbejdsløs,” forklarer han.
Hver aften i denne uge er han gået træt i seng:
”Det er skønt. Det er dejligt,” siger Jan Luplau.
Se også tv-indslaget fra TV2 Øst