Mens store dele af Europa og Nordamerika har reduceret mængden af arbejdstimer, så lægger danskerne hvert år flere og flere timer på jobbet.
Siden 1995 er danskernes arbejdstid øget med 6,7 procent, skriver Ugebrevet A4. Det svarer til, at beskæftigede danskere i gennemsnit arbejdede 1.599 timer i 2007 mod 1.499 timer i 1995.
Blandt OECD's 30 lande er Danmark det land, der suverænt har øget arbejdstiden mest. Tættest på er mexicanerne, østrigerne og hollænderne, hvis arbejdstid er steget en smule siden 1995. Men i hverken USA, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal, Norge eller Sverige ses den samme tendens.
"Set i international sammenhæng er vi blandt dem, der har øget vores arbejdstid allermest i de senere år. Det glemmer man af og til i debatten om, hvordan arbejdstiden kan øges endnu mere," lektor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.
Det er højkonjunktur, stor efterspørgsel på arbejdskraft og fleksible overenskomster, der har fået danskerne til at arbejde over som aldrig før. Men selvom danskerne egentlig ikke ønsker at arbejde mere, så bør politikerne alligevel arbejde for at øge den officielle arbejdstid. Det mener formanden for regeringens Arbejdsmarkedskommission, Jørgen Søndergaard, der sidder og forsøger at finde metoder til at skaffe mere arbejdskraft.
"Det langsigtede problem er fuldstændig intakt. Vil man ikke finansiere de stigende velfærdsudgifter ved at sætte skatterne op, så er man nødt til at få øget beskæftigelsen både i økonomisk gode og dårlige tider," siger Jørgen Søndergaard.