Post fra det offentlige, der lander i din digitale e-boks frem for i din almindelige postkasse, var ment til at gøre livet lettere for alle.
Kontakten mellem borger og myndighed skulle foregå hurtigt og nemt i cyberspace. Man ville samtidig spare penge på porto ved at skrotte papir-brevene.
Men over et år efter, det blev pålagt alle danskere at bruge e-boksen, mener mange, at det ikke har lettet livet.
Det viser en repræsentativ meningsmåling lavet af analysebureuaet Wilke for Avisen.dk blandt 1.004 danskere. De er blevet spurgt, om deres kommunikation med det offentlige er blevet nemmere med digital e-boks. 25,6 procent svarer NEJ.
Forsker i offentlig digitalisering Jesper Bull Berger er ikke overrasket over, at hver fjerde ikke har taget digitaliseringen til sig. Han kalder udviklingen problematisk.
- Det er et problem, at staten gennemfører tvangsdigitalisering, når så stor en andel oplever, at kommunikationen med det offentlige ikke er blevet lettere, siger han.
Også Marianne Vestergaard Nielsen er kritisk. Hun hjælper ældre med at finde rundt på internettet i sin enmandsvirksomhed, Din e-hjælp.
- Det nærmer sig et demokratisk problem, at vi har en gruppe mennesker, der har svært ved kontakten til det offentlige, siger hun.
Hos Digitaliseringsstyrelsen mener man dog, at udviklingen går den rigtige vej.
Hver fjerde har svært ved digitaliseringen
Loven om digital post blev vedtaget i 2012. Daværende finansminister Bjarne Corydon (S) lovede, at det ville gøre hverdagen lettere for danskerne, når indkaldelsen til sygehuset, pensionsmeddelelsen og beskederne fra kommunen kom i den digitale mailboks.
Men den nye meningsmåling viser, at ikke alle danskere har fået det nemmere.
Nogle af dem møder Marianne Vestergaard Nielsen i sit arbejde med ældre, der har svært ved digital post.
- Det er mennesker, der har svært ved at komme ned på borgerservice og til it-undervisning, som netop ville have gavn af at ordne tingene hjemme, der bliver hægtet af. Måske går personen ikke så godt. Ligesom der findes en ledsageordning til at komme ud i samfundet, burde der også være støtte til borgerne for at komme ud på internettet, siger Marianne Vestergaard Nielsen.
Hun mener, at man i digitaliseringsprocessen har glemt at tage hensyn til de ældre. Selvom de kan framelde sig digital post, slipper de ikke for at logge på borger.dk, hvis de eksempelvis skal søge boligsikring eller skifte læge.
- Det er diskriminerende, når ikke-digitale mennesker kommer bagest i køen og bliver dårligere stillet, fordi de ikke er hjemmevant på computer, siger hun.
Tvangsdigitalisering
Jesper Bull Berger har i sin forskning af offentlig digitalisering fundet frem til, at halvdelen af medarbejderne i det offentlige mener, at Digital Post har givet en dårligere service for borgerne. Han er kritisk overfor udviklingen:
- Det er de svage borgere, det går ud over og det er jo ofte dem, der er afhængige af det offentlige. I mange situationer er det jo borgernes livsgrundlag, der er på spil. Udbetalte ydelser kan jo afhænge af, om du har set din digitale post og er i stand til at svare på den.
Fremgang fra sidste år
Hos Digitaliseringsstyrelsen hæfter direktør Lars Frelle-Petersen sig ved, at tilfredsheden med digital post er steget siden 2015.
I en lignede undersøgelse fra sidste år svarede 51,7 procent af danskerne ja til, at kontakten til det offentlige er blevet nemmere med digitaliseringen. I dag mener 60,2 procent, at kontakten er blevet nemmere.
- Det er positivt og det er dejligt, det går fremad. Men der er ingen tvivl om, at det er en stor omlægning. Og vi arbejder stadig på at gøre det lettere for borgerne. Vi satser også på, at tilfredsheden vil stige yderligere. Men om vi nogensinde ender med, at alle 100 procent er glade for digital post, tror jeg ikke, siger Lars Frelle-Petersen.
Han peger på, at det ifølge Digitaliseringsstyrelsens egen undersøgelse er de unge mellem 15 og 20 år, der har svært ved at åbne deres digitale postkasse. Mens de ældre er ret godt med.
- Vi ser faktisk, at de ældre er gode til at blive fritaget fra digital post eller få åbnet den digitale post, der bliver sendt til dem, siger Lars Frelle-Petersen.