Skæv ryg og Parkinsons: Nu har Ulla Astrup fået afslag på førtidspension

Efter lang kamp modtog parkinson-ramte Ulla Astrup tirsdag et afslag på førtidspension fra Struer Kommune.
Ulla Astrup Jensen sammen med manden Erling Astrup efter sidste uges møde i Struer Kommune
Ulla Astrup Jensen sammen med manden Erling Astrup efter sidste uges møde i Struer Kommune Foto: Nicolai Jaquet

En sammenbrudt skæv og smertefuld ryg, Parkinsons sygdom og en arbejdsevne på halvanden time to gange om ugen med tre pauser undervejs er ikke grundlag for at få førtidspension.

Sådan konkluderede Struer Kommune tirsdag, da de afviste at give 60-årige Ulla Astrup førtidspension.

Kommunens konklusion har rystet Ulla Astrup og hendes mand, Erling Astrup. Særligt Ulla Astrup føler afmagt over nyhederne, der har påvirket hende meget. 

- Hun ligger her og græder, for hvad skal vi gøre, siger Erling Astrup til TV MIDTVEST.

Afslaget forklarer kommunen med, at Ulla Astrup står over for en operation, som måske vil kunne forbedre hendes arbejdsevne. Operationen vil gøre hendes ryg helt stiv, så hun skal på kontanthjælp og senere i arbejdsprøvning, lyder det fra kommunen.

Kommunen overser Ullas Parkinsons

Den vurdering er Ulla Astrups mand, Erling Astrup, ikke enig i. Han slår ned på, at kommunen ikke har taget hensyn til Ulla Astrups Parkinsons og i stedet har lagt få stor vægt på hendes kommende rygoperation.

Nu er mulighederne ved at rinde ud, føler han. Derfor er han og Ulla Astrup begyndt at kigge efter alternative løsninger på deres situation.

- Vi har selvfølgelig en plan B og en plan C. Plan B er, at vi kan blive nødt til at blive skilt. Det er ikke noget, som vi på nogen måde ønsker, men så skal kommunen overtage forpligtelserne. Plan C er, at vi må flytte til en anden kommune, siger Erling Astrup.

Sagen har ellers vakt stort røre i lokalsamfundet. Sidste uge mødte 100 personer op med kampråb, fløjter og bannere til en demonstration for Ulla Astrup, da hun skulle til møde i kommunens pensionsudvalg.

Avisen.dk sendte live fra støtte-demonstrationen. Se med her:

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.