Tunesien har mandag taget nye midler i brug for at sikre, at borgerne overholder restriktionerne, der skal mindske coronasmitte i landet.
Landets præsident, Kais Saied, har således beordret landets militære styrker på gaderne.
Det oplyser præsidenten i en erklæring, som nyhedsbureauet Reuters er i besiddelse af.
Hæren skal sørge for, at befolkningen overholder de tiltag, som i løbet af sidste uge er udstedt af myndighederne.
Landet er i store træk blevet lukket ned. Og militæret skal sørge for, at det fortsætter sådan indtil videre.
Siden søndag har det været forbudt at forlade sit hjem, medmindre det er for at købe eksempelvis mad og medicin.
Men det er tilsyneladende ikke blevet overholdt godt nok i løbet af det første døgn, mener myndighederne. Derfor er hæren mandag aktiveret.
Billeder fra landet søndag viser, at gaderne i hovedstaden, Tunis, er så godt som tomme.
Tunesien har 89 bekræftede tilfælde af coronavirus.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters