Trussel sendes bredt ud til danske retshuse

Formiddagens retsmøder ved Retten i Holbæk er aflyst på grund af en trussel, oplyser politiet.
Fem domhuse rundt om i landet har torsdag modtaget en trussel.
Fem domhuse rundt om i landet har torsdag modtaget en trussel. Foto: Politiet/Free

Fem domhuse rundt om i landet har torsdag modtaget trusler.

Det oplyser Københavns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.

Det drejer sig om retsbygningerne i Holbæk, Odense, Hjørring og Aalborg og på Frederiksberg.

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller, at formiddagens retsmøder ved Retten i Holbæk er genoptaget, efter at det tidligere var nødvendigt at evakuere retsbygningen.

Hos Københavns Politi fortæller vagtchef Michael Andersen, at Retten på Frederiksberg naturligvis er bekendt med truslen.

- Retten på Frederiksberg ved det, men vurderingen af truslen betyder, at retten ikke evakueres, siger han.

Han oplyser desuden, at efterforskningen er forankret hos Fyns Politi. Her bekræfter man, at den samme trussel er indgivet mod flere steder.

Mere vil han ikke sige, men henviser i stedet til politiets kommunikationsafdeling, der heller ikke kan gøre offentligheden specielt meget klogere.

- Vi ved ikke så meget endnu, siger talsmand Poul Hollensted.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.