En tidligere ansat hos Ryanair har vundet en sag, som kan vise sig at blive principiel. Den tidligere ansatte har sagsøgt flyselskabet, fordi vedkommende blev fyret for ikke at ville skifte base fra Holland til Irland. Det skriver Phys.org.
Den tidligere ansatte er blevet tildelt 188.000 kroner i erstatning, ligesom domstolen i Holland understreger overfor Ryanair, at personale som har base i Holland hører under Hollandsk lov.
Flyselskabet argumenterede ellers for, at personalet burde høre under Irsk lov, fordi Ryanair hører hjemme i Irland.
Dommen kommer i kølvandet på en anden skelsættende afgørelse i europæiske fagforeningers kamp for at få Ryanair til at ansætte personale med overenskomst. Ryanair har nemlig været nødsaget til at anerkende personalers medlemskab i en fagforening, men kun i Italien.
Den aftale kom på plads efter lavprisselskabet var nødt til at aflyse 20.000 flyafgange på grund af mangel på piloter.
Ryanair har i de seneste uger været ramt af strejker blandt både piloterne i Irland og kabinepersonale i Belgien, Spanien og Portugal.
Piloterne og kabinepersonalet kræver bedre vilkår som en rimelig løn og at ansættelseskontrakter overholder lovgivningen i det pågældende land, hvor den ansatte har base.
Det har fået Ryanair til at meddele at 300 jobs bliver flyttet til Polen, hvilket igen har fået de ansatte til at varsle flere strejker.