Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
- JEG HAR aldrig – ALDRIG oplevet amerikanerne været så splittede, sagde erhvervskvinden fra bagsædet af vogn 2282.
Hun er ansat i en stor dansk, international virksomhed og bor og arbejder over there. Ikke i en af ”svingstaterne”, hvor Hillary Clinton havde forventet at gøre rent bord, når man tog den excentriske reality-stjerne og milliardær - hendes modkandidat Donald Trump - i betragtning. Ikke i en af republikanernes sikre områder.
Næh hun har hjemme i en stat og et miljø, hvor det er mest stuerent at være demokrat. Og hun oplevede på tæt hold, at familier og venskabskredse simpelthen måtte lade valgemnet ligge for ikke at ryge i totterne på hinanden.
Resultatet af valget tog alle på sengen. Et stort flertal af journalister og kommentatorer, ja selv medieverdenens helligånder – meningsmålingerne – tog fejl. Ligesom alle undervurderede Berlusconi, Le Pen, ”Alternative für Deutschland”, det engelske Brexit – for slet ikke at tale om Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.
DET ER forår for den globale højrefløj og kampen mod ”eliten” i store dele af den vestlige verden. Vreden mod globaliseringen og hele denne digitaliserede markeds-glidning mod ét marked og én samlet mulighed for at rejse, arbejde og producere på tvær af grænser.
Og det er en slags historisk ironi i særklasse, at globaliseringen imødegås af nationalistiske holdninger i Europa og USA, som nærmest på uhyggelig vis ligner opløsningstendenserne i mellemkrigstiden. Mistroen til internationale aftaler. Hadet mod udpegede befolkningsgrupper.
Dyrkelsen af de nationale karaktertræk.
Angst.
Vrede.
JEG HAR rejst mange gange i USA igennem de sidste 30 år. Mest arbejdsmæssigt – men også i en oplevelsesrus ad små og store veje på en brummende Harley Davidson. Jeg ved, det lyder som en kliché, men jeg elsker det land. Dets geografi og dets multietnisk sammensatte befolkning. Dets fantastiske natur. Jeg har med tiden lært at forstå denne nation af enkeltstater, befolket gennem generationer af mennesker på flugt eller i hvert fald på rejse bort fra begrænsende kulturer og vilkår i hele verden.
USA har givet mig størstedelen af musikken i mit liv. Fantastisk af Dylan har fået nobelprisen og så sørgmodigt, at vi har mistet Leonhard Cohen, den canadisk-jødiske digter og sangskriver, som vi trods alt betragter som en del af amerikansk kultur. Pete Seeger, Willie Nelson, Dolly Parton, Elvis, Prince, REM, Janis Joplin, Jimmy Hendrix.
Jeg gad virkeligt ikke dansk, rytmisk musik uden den amerikanske inspiration i rytme, sensualitet, vildskab, Rytmen fra Afrika. Åndsfriheden fra den nye verden. Indignationen, sliddet og smerten fra de hårdtarbejdende, producerende klasser.
Men amerikanerne, som jeg har mødt dem i taxien under valgkampen, har været nærmest flove denne gang. Og de ældste af dem har kastet blikket bagud. For én ting kan det frie valg i Amerikas Forenede Stater ikke hindre med den navlepillende selvoptagethed, som præger den politiske kultur derovre lige nu. Risikoen for en ny anti-amerikanisme. En vred bekymring over den voldsomme verdensmagt i kapitalismens hjemland nummer ét.
VI HAR været der før i min levetid (Jeg er 62 år).
Jeg er et barn af Vietnam-krigen i 60’erne og 70’erne. I mit personlige tilfælde tættere på, fordi min far var officer i hæren, mens mine skolelærere skrev under på protesterne mod tæppebombningerne af Hanoi. Den krig kostede knap 60.000 amerikanske soldater – og anslået mere end to millioner vietnamesere livet. Fuldstændigt meningsløse ofre, når man betænker, at stormagten tabte krigen, og at Vietnam endnu er en af verdens få, tiloversblevne, kommunistiske regimer.
Modstanden mod Vietnam-krigen blev en hjørnesten i ungdomsoprøret. Det var velbegrundet. Men det blev også en periode aggressive angreb på USA som magt og nation. Det gik vildt for sig i både USA og de europæiske hovedstæder. Vietnambevægelsen blev en hjørnesten i den danske venstrefløj. Og da konflikten i Mellemøsten voksede, fik modstanden mod USA en militant side i terrorismen.
I Danmark fik vi Blekingegadebanden.
JEG HAR aldrig brudt mig om antiamerikanismen og dens voldelige side. Den er uretfærdig mod USA’s borgere, fordi landet netop rummer demokratiets ret til meningsbrydning. Og USA fik da også både en Clinton og en Obama, som udtryk for politisk udsyn over den amerikanske næsetip.
Men når landet nu forbereder sig at lukke sig om sig selv med mure og toldbarrierer, når amerikanerne trækker sig fra stormagtens ansvar og vender ryggen til den truende, globale miljøkatastrofe, er alle ingredienserne til USA-kritik til stede. Kritik er måske et alt for blidt ord.
For landets reelle udenrigspolitiske fejltagelser i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien har allerede længe lagt frø til hadet mod verdens mægtigste nation.
JEG MØDER mange nationer og folkeslag i min taxi. Som kunder, naturligvis, men også via kolleger fra Mellemøsten. Især i det sidste univers oplever jeg forbitrelsen over landet, ”… der kun tænker på olie og på egen magt …”. Mine kolleger har ikke meget til overs for denne cocktail af angreb på de regimer, som en del af dem selv er flygtet fra – for sidenhen at vende ryggen til konflikterne, inden de er løst.
Kollegerne er ikke ekstreme og potentielle bombemænd, sådan som jeg ser dem. Men deres skuffelse og mistro til ”Guds eget land” går på tværs af aldre og politisk indstilling. Og Donald Trumps retorik og hysterisk selvoptagede optræden er nu blevet til dokumentationen af den værste frygt.
USA hytter først og sidst egne interesser.
Nu kan det ses og høres fra USA’s kommende præsident – og vreden mod USA bliver nærmest selvbekræftende og fuldautomatisk.
Det er ikke bare synd for nationens borgere.
Det er lyden af en stormagt, der ikke fortjener at være det.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.