Møddingen! Ja, du læste rigtigt.
69-årige Sussi Nielsen skal giftes med sin ni år yngre forlovede, Steen Nørholm Hansen, den 24. maj. Og nu er stedet, hvor vielsen skal foregå udpeget, skriver Se og Hør.
LÆS OGSÅ: Sussi og Leos liv i billeder
Sussi fortæller til ugebladet, at præsten fra Saltum kommer ud på hendes gård i Vendsyssel, hvor brylluppet skal stå.
- Indtil videre er der planer om, at vielsen skal foregå på møddingen, siger sangerinden til ugebladet.
Parret mødte hinanden sidste forår, og i september lå bryllupsdatoen fast. Det bliver anden gang Sussi Nielsen bliver gift.
Hendes første mand, Leo Nielsen, døde i februar 2023. Sammen havde de stor succes med duoen Sussi og Leo.
Til festen har Sussi og Steen inviteret 70 gæster, og de vil få serveret noget, der ligner en traditionel bryllupsmiddag.
- Vi starter med en rejecocktail, og så skal vi have amerikansk cuvette-steg med bagekartofler, kryddersmør og coleslaw-salat, mixed salat og dressing, fortæller Sussi.
Efter vielsen rykker festen over i Saltums forsamlingshus.
Sussi Nielsen og hendes kommende mand Steen Nørholm Hansen. (Foto: Facebook)