Amors berømte pil har i den grad ramt Sussi Nielsen, som nu har fået ring på fingeren af den nye mand i hendes liv, Steen Nørholm Hansen.
Det afslører Sussi Nielsen overfor HER og NU, som er de første til at bringe den glade nyhed.
- Vi blev forlovet på Kokkedal Slot tæt ved Brovst, fortæller den forelskede Sussi Nielsen til HER og NU.
Parret, som tidligere i august flyttede sammen på Sussis gård i Saltum i Nordjylland, mødte hinanden på facebook, og så slog det ellers gnistre. I juni sprag de officielt ud som par efter at have kendt hinanden i tre uger.
Forlovelsen har parret planlagt sammen, ligesom de begge to var med ude at finde deres forlovelsesringe. Valget faldt på to ens guldringe, som de viser frem for ugebladet.
Selv om parret nu er blevet forlovet, venter brylluppet ikke lige rundt om hjørnet. Musikeren fortæller til ugebladet, at de begge to drømmer om et sommerbryllup.
Sussi fortæller til Ekstra Bladet, at hun tror, at hendes afdøde mand Leo har velsignet det kommende ægteskab. Det gjorde han i en drøm, hun havde.
- Jeg har sjovt nok haft en drøm, hvor jeg vågnede op en nat, og så grinede jeg, fordi i drømmen blev Steen og jeg gift, og Leo viede os, fortæller Sussi til Ekstra Bladet.
Leo døde sidste år i februar efter længere tids sygdom og indlæggelse.